Bibelen på hverdagsdansk

1 Samuel 1

Hannas barnløshed

1I byen Rama[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf[b] og kom oprindelig fra Betlehem.[c]

Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, men Hanna gav han to stykker,[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

„Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. 10 I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren 11 og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

12 Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, 13 for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. 14 „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” 15 Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. 16 Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” 17 „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” 18 „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

19 Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. 20 Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,[e] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

21 Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, 22 tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” 23 „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.

24 Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. 25 Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. 26 „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. 27 Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. 28 Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de[f] Herren der.

Notas al pie

  1. 1,1 Hebraisk: Ramatajim. Rama betyder „høj” og Ramatajim „dobbelthøjen”. Det er forskellige navne på den samme by.
  2. 1,1 Ifølge 1.Krøn. 6,18-23 var Zuf fra kehatitternes slægt i Levis stamme.
  3. 1,1 Da Betlehem også er kendt under navnet Efrat(a), kaldes folk fra Betlehem undertiden Efratitter, som der står i den hebraiske tekst her. En del levitter slog sig ned i Betlehem, men flyttede senere nordpå til Efraims område, jf. 1.Mos. 48,7, Ruth 1,1, Mika 5,1, Dom. 17,7-9.
  4. 1,5 Teksten er svær at tyde. Kan også oversættes: „et stykke beregnet til to” eller „dobbelt portion”.
  5. 1,20 Samuel betyder „Gud har hørt”.
  6. 1,28 Teksten siger „han”, og det henviser til Elkana, som var repræsentant for den lille familie. Han var med uden at være direkte nævnt ved navn. Se også 2,11.

La Bible du Semeur

1 Samuel 1

La fin de l’époque des chefs

Anne et Peninna

1Un homme nommé Elqana[a] vivait à Ramataïm-Tsophim[b], dans la région montagneuse d’Ephraïm; il était fils de Yeroham et petit-fils d’Elihou, de la famille de Tohou, descendant de Tsouph, un Ephraïmite[c]. Il avait épousé deux femmes: l’une s’appelait Anne et l’autre Peninna. Peninna avait des enfants, mais Anne n’en avait pas. Chaque année, Elqana se rendait de sa ville à Silo[d] pour y adorer l’Eternel, le Seigneur des armées célestes, et pour lui offrir des sacrifices. Les deux fils d’Eli, Hophni et Phinéas, y officiaient comme prêtres de l’Eternel. Le jour où Elqana offrait son sacrifice, il attribuait des parts de viande à sa femme Peninna et à tous ses enfants, et il donnait une double part à Anne parce qu’il l’aimait, bien que le Seigneur l’ait empêchée d’avoir des enfants. Sa rivale ne cessait de la vexer pour l’irriter contre Dieu de ce qu’il l’ait rendue stérile. Cela se reproduisait chaque année: toutes les fois qu’Anne se rendait au sanctuaire de l’Eternel, Peninna l’exaspérait. Alors Anne pleurait et restait sans manger. Elqana lui demandait: Anne, pourquoi pleures-tu? Pourquoi restes-tu sans manger? Pourquoi es-tu si malheureuse? Est-ce que je ne vaux pas mieux pour toi que dix fils?

La prière d’Anne

Cette fois-ci, après qu’on eut mangé et bu à Silo, Anne se leva et se rendit au sanctuaire de l’Eternel. Le prêtre Eli y était assis sur son siège près de la porte. 10 Très affligée, Anne pria l’Eternel en pleurant à chaudes larmes. 11 Alors elle fit le vœu suivant: Eternel, Seigneur des armées célestes, si tu veux bien considérer la misère de ta servante et si tu interviens en ma faveur, si tu ne délaisses pas ta servante et si tu me donnes un fils, alors je te le consacrerai pour toute sa vie; ses cheveux et sa barbe ne seront jamais coupés[e].

12 Comme elle priait longuement devant l’Eternel, Eli observait le mouvement de ses lèvres. 13 Anne priait intérieurement: ses lèvres bougeaient, mais on n’entendait pas sa voix. Eli pensa qu’elle était ivre 14 et il l’interpella: Combien de temps encore veux-tu étaler ton ivresse? Va cuver ton vin ailleurs!

15 Anne lui répondit: Non, monseigneur, je ne suis pas ivre, je n’ai bu ni vin ni boisson alcoolisée, mais je suis très malheureuse et j’épanchais mon cœur devant l’Eternel. 16 Ne me juge pas mal et ne me considère pas comme une femme perverse. Si j’ai prié aussi longtemps, c’est parce que mon cœur débordait de chagrin et de douleur.

17 – Dans ce cas, lui dit Eli, va en paix, et que le Dieu d’Israël exauce la requête que tu lui as adressée.

18 Anne répondit: Je me recommande à ta bienveillance.

Puis elle s’en alla, se restaura et son visage fut différent.

19 Le lendemain, de bon matin, Elqana et sa famille se prosternèrent devant l’Eternel, puis ils rentrèrent chez eux à Rama. Elqana s’unit à Anne, sa femme, et l’Eternel intervint en sa faveur. 20 Elle fut enceinte et, au terme de sa grossesse, elle mit au monde un garçon auquel elle donna le nom de Samuel (Dieu a entendu) car, dit-elle, «je l’ai demandé à l’Eternel[f]».

Anne consacre son enfant à Dieu

21 L’année suivante, Elqana se rendit de nouveau à Silo avec toute sa famille pour offrir à l’Eternel le sacrifice annuel et pour accomplir le vœu qu’il avait fait. 22 Mais Anne ne l’accompagna pas. Elle dit en effet à son mari: J’attends que l’enfant soit sevré[g], alors je l’emmènerai à Silo pour le présenter à l’Eternel et il restera là-bas pour toujours.

23 Son mari lui dit: Fais comme tu le juges bon et attends de l’avoir sevré. Que la promesse de l’Eternel se réalise.

Anne resta donc à la maison pour allaiter son enfant jusqu’à ce qu’il soit sevré.

24 A ce moment-là, elle l’emmena avec elle au sanctuaire de l’Eternel à Silo, en apportant un taureau de trois ans[h], dix kilogrammes de farine et une outre de vin. Le garçon était encore tout jeune. 25 Ils offrirent le taureau en sacrifice et présentèrent l’enfant à Eli. 26 Anne lui dit: Excuse-moi, monseigneur, aussi vrai que tu vis, monseigneur, je suis cette femme qui se tenait près de toi, ici même, pour prier l’Eternel. 27 C’était pour obtenir cet enfant que je priais, et l’Eternel m’a accordé ce que je lui demandais. 28 A mon tour, je veux le consacrer à l’Eternel: pour toute sa vie, il lui sera consacré.

Là-dessus, ils se prosternèrent[i] là devant l’Eternel.

Notas al pie

  1. 1.1 Elqana devait être un lévite de la lignée de Qehath et de la famille de Qoré (1 Ch 6.18-23) dont les descendants officiaient comme musiciens dans le sanctuaire.
  2. 1.1 Probablement Rama de Benjamin (2.11; Jos 18.25).
  3. 1.1 Ceci peut simplement signifier qu’Elqana habitait le territoire d’Ephraïm, dans une des villes d’Ephraïm données aux lévites (Jos 21.20-21).
  4. 1.3 Le coffre de l’alliance et la tente de la Rencontre (3.3; Jos 18.1) se trouvaient à une trentaine de kilomètres au nord de Jérusalem. Chaque année, tous les Israélites devaient se rendre trois fois au sanctuaire central (Ex 23.14-19; 34.23; Dt 16.16-17).
  5. 1.11 Voir Nb 6.1-21.
  6. 1.20 En hébreu, le nom Samuel fait assonance avec le verbe entendre, exaucer.
  7. 1.22 Ce qui, selon les habitudes de ces pays, pouvait durer trois ans ou plus.
  8. 1.24 D’après le manuscrit hébreu de Qumrân, l’ancienne version grecque et la version syriaque; le texte hébreu traditionnel a: trois taureaux.
  9. 1.28 D’après certains manuscrits hébreux, certains manuscrits de l’ancienne version grecque, la version syriaque et la Vulgate; le texte hébreu traditionnel a: il se prosterna.