Bibelen på hverdagsdansk

1 Mosebog 29

Jakob hos Laban

1Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

„Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

„Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

„Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

„Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

„Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. 10 Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. 11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. 13 Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. 14 Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, 15 sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” 16 Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. 17 Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. 18 Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

19 „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

20 Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. 21 Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

22 Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. 23 Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. 24 Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. 25 Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

26 „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. 27 Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

28 Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. 29 Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. 30 Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

31 Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. 32 Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.[a] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” 33 Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.[b] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. 34 Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.[c] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” 35 Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.[d] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

Notas al pie

  1. 29,32 Et ordspil med „Gud har set min ulykke”.
  2. 29,33 Et ordspil med „Herren har hørt”.
  3. 29,34 Et ordspil med „hengivenhed”.
  4. 29,35 Et ordspil med „lovprisning”.

Hoffnung für Alle

1 Mose 29

Jakob in Haran

1Danach brach Jakob auf und ging weiter nach Osten zu dem Gebiet, aus dem seine Mutter stammte. 2/3 Eines Tages erreichte er einen Brunnen mitten in der Steppe. Die Hirten dieser Gegend tränkten daraus ihre Schafe und Ziegen. Schon drei Herden lagerten bei dem Brunnen, aber der große Stein auf dem Brunnenloch war noch nicht weggeschoben worden. Es war üblich, dass man so lange wartete, bis alle Hirten mit ihrem Vieh da waren; dann erst wälzten die Hirten gemeinsam den Stein vom Loch, tränkten das Vieh und verschlossen die Brunnenöffnung wieder mit dem Stein.

»Freunde, darf ich euch fragen, woher ihr kommt?«, sprach Jakob die Hirten an. »Von Haran«, war die Antwort. »Kennt ihr dann vielleicht Laban, den Enkel Nahors?« »Sicher, den kennen wir«, erwiderten sie. »Geht es ihm gut?«, wollte Jakob wissen. »Ja, es geht ihm gut. Sieh doch, da vorne kommt gerade seine Tochter Rahel mit ihrer Herde!« »Weshalb wartet ihr eigentlich hier?«, fragte Jakob weiter. »Es ist doch noch viel zu früh, um die Schafe und Ziegen zusammenzutreiben! Tränkt sie und lasst sie wieder auf die Weide!« »Nein, das geht nicht«, entgegneten sie. »Wir warten so lange, bis alle Hirten mit ihren Herden eingetroffen sind. Dann wälzen wir den Stein gemeinsam vom Brunnenloch und tränken unsere Tiere.«

Inzwischen war Rahel mit den Schafen und Ziegen ihres Vaters herangekommen, denn auch sie war eine Hirtin. 10 »Das ist also die Tochter meines Onkels, und das ist sein Vieh«, dachte Jakob. Er ging zum Brunnen, wälzte den Stein allein vom Loch und tränkte Labans Herde. 11 Dann küsste er Rahel zur Begrüßung und weinte laut vor Freude. 12 »Ich bin mit deinem Vater verwandt«, erklärte er ihr, »deine Tante Rebekka ist meine Mutter!« Als sie das hörte, lief sie zu ihrem Vater und erzählte es ihm.

13 Da eilte Laban Jakob entgegen. Er umarmte und küsste ihn und nahm ihn mit in sein Haus. Dort erzählte Jakob seinem Onkel, was er erlebt hatte. 14 »Es ist wahr – du bist mein Blutsverwandter!«, sagte Laban.

Jakob muss sich seine Frauen verdienen

Jakob blieb bei seinem Onkel und half mit bei der Arbeit. Nach einem Monat 15 sagte Laban zu ihm: »Du bist mein Verwandter, aber deshalb sollst du nicht umsonst für mich arbeiten! Sag mir, welchen Lohn willst du haben?« 16 Laban hatte zwei Töchter; die ältere hieß Lea und ihre jüngere Schwester Rahel. 17 Lea hatte glanzlose Augen, Rahel aber war eine sehr schöne Frau. 18 Jakob hatte sich in sie verliebt. Darum antwortete er: »Ich will sieben Jahre für dich arbeiten, wenn du mir Rahel gibst!« 19 »Einverstanden«, sagte Laban, »ich gebe sie lieber dir als einem fremden Mann. Bleib solange bei mir!«

20 Die sieben Jahre, die er für Rahel arbeiten musste, vergingen für Jakob wie im Flug, so groß war seine Liebe zu ihr. 21 Danach ging er zu Laban: »Die Zeit ist um! Gib mir Rahel, meine Braut, ich will sie nun endlich heiraten und das Bett mit ihr teilen!« 22 Laban lud alle Leute des Ortes zu einer großen Hochzeitsfeier ein. 23 Am Abend, als es dunkel war, brachte er aber nicht Rahel, sondern Lea zu Jakob, und er schlief mit ihr. 24 Laban hatte ihr seine Magd Silpa zur Dienerin gegeben.

25 Am nächsten Morgen entdeckte Jakob entsetzt, dass Lea neben ihm lag. Sofort stellte er Laban zur Rede: »Was hast du mir da angetan? Warum hast du mich betrogen? Ich habe doch für dich gearbeitet, um Rahel zu bekommen!« 26 »Es ist bei uns nicht Sitte, die jüngere Tochter vor der älteren zu verheiraten«, entgegnete Laban. 27 »Verbring mit Lea die Hochzeitswoche, dann bekommst du Rahel noch dazu – allerdings musst du weitere sieben Jahre für mich arbeiten!«

28 Jakob willigte ein. Eine Woche später, als die Feierlichkeiten vorbei waren, bekam er auch Rahel zur Frau. 29 Ihr wurde die Magd Bilha als Dienerin mitgegeben. 30 Jakob schlief auch mit Rahel, und er liebte sie mehr als Lea. Er blieb noch einmal sieben Jahre bei Laban.

Jakobs Kinder

31 Als der Herr sah, dass Lea nicht geliebt wurde, schenkte er ihr Kinder, während Rahel kinderlos blieb.

32 Lea nannte ihren ersten Sohn Ruben (»Seht, ein Sohn«[a]), denn sie sagte sich: »Der Herr hat mein Elend gesehen; jetzt wird mein Mann mich lieben, weil ich ihm einen Sohn geboren habe.«

33 Danach brachte Lea den zweiten Sohn zur Welt. »Der Herr hat gehört, dass ich nicht geliebt werde. Darum hat er mir noch einen Sohn geschenkt!«, rief sie und gab ihm den Namen Simeon (»Erhörung«).

34 Sie wurde wieder schwanger und brachte erneut einen Sohn zur Welt. »Jetzt wird sich Jakob mir endlich zuwenden, weil ich ihm drei Söhne geboren habe!«, sagte sie. Deshalb nannte sie ihn Levi (»Zuwendung«).

35 Schließlich wurde ihr vierter Sohn geboren. »Ich will den Herrn preisen!«, sagte sie und nannte ihn Juda (»Lobpreis«). Danach bekam sie vorerst keine Kinder mehr.

Notas al pie

  1. 29,32 Ruben bildet im Hebräischen zugleich ein Wortspiel mit »Der Herr hat mein Elend gesehen« in der zweiten Vershälfte.