Bibelen på hverdagsdansk

Matthæus 23

Jesus advarer imod farisæerne og de skriftlærde

1Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne. De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester. Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. 10 Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. 11 Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. 12 Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri

13 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.[a]

15 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!

16 Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. 17 I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? 18 I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. 19 Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? 20 Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. 21 Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. 22 Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

23 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. 24 I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

25 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. 26 Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

27 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,[c] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. 28 I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.

29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ 31 Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. 32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

34 Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. 35 Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakiasʼ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. 36 Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro

37 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! 38 Derfor bliver jeres hus øde og forladt, 39 for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[d]

Notas al pie

  1. 23,13 Nogle håndskrifter har indføjet et ekstra vers enten efter vers 12 eller efter vers 13: „Ve jer, I selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I svindler jer til enkers ejendom og fremsiger lange bønner for at se fromme ud. Derfor vil I få en hård dom.” Det kommer sikkert fra Mark. 12,40.
  2. 23,23 „Troskab” eller „tro”. Det er det samme ord på græsk, men begge ord har at gøre med lydighed over for det at gøre Guds vilje.
  3. 23,27 I den daværende kultur udhuggede man tit store gravkamre i klipperne. De døde blev lagt derind på en afsats, og efter at kroppen var gået i forrådnelse, blev knoglerne samlet sammen og lagt i en kasse eller en bunke for sig, så der var plads til, at de næste kunne begraves i det samme gravkammer.
  4. 23,39 En ordret oversættelse lyder: „før I siger: ‚Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.’ ” Dette tilråb er et citat fra Sl. 118,26, og det kendetegner en anerkendelse af, at han, som kommer, er sendt af Gud som den ventede Frelser, Messias. Tilråbet blev også brugt, da Jesus få dage forinden blev budt velkommen af en stor folkeskare som Messias (jf. 21,9).

Spanish, Castilian (La Nueva Biblia al Día)

Matthew 23

1Entonces Jesús, dirigiéndose a la gente que se había reunido y a sus discípulos, dijo:

2—Los escribas y los fariseos se sientan en la cátedra de Moisés. 3Por eso, vosotros debéis hacer y cumplir todo lo que os digan que cumpláis. Pero no hagáis lo que ellos hacen, porque no hacen lo que dicen que se debe hacer. 4Preparan cargas pesadas y difíciles de soportar, y las colocan sobre las espaldas de la gente, mientras que ellos mismos ni siquiera con un dedo intentan moverlas. 5Todas sus obras las hacen para que la gente los vea, y solo por aparentar se ponen cintas anchas en los brazos y sobre la frente, y visten mantos con grandes flecos. 6Les entusiasma ocupar en los banquetes los asientos más distinguidos y las primeras sillas en las sinagogas; 7y cuando van por la calle les encanta que la gente los salude llamándoles: “¡Maestro, maestro!” 8Pero vosotros no pretendáis que nadie os llame “maestros”, pues solo uno es vuestro Maestro, el Cristo, y todos vosotros sois hermanos unos de otros. 9Ni llaméis “padre” a nadie en la tierra, pues solo uno es vuestro Padre, el que está en el cielo. 10Ni dejéis que os llamen “tutor”, pues solo uno es vuestro Tutor, el Cristo. 11El que se crea más importante entre todos vosotros, hágase vuestro servidor. 12Porque quien a sí mismo se enaltece será humillado, y quien se humilla será enaltecido.

13»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que cerráis ante los hombres el reino de los cielos, y ni vosotros entráis ni dejáis que nadie entre.

[ 14], 15»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que recorréis mar y tierra por conseguir un prosélito, y una vez conseguido lo hacéis dos veces más hijo del infierno que vosotros mismos.

16»¡Ay de vosotros, guías ciegos!, que decís: “Si uno jura por el templo, no queda obligado a nada; lo que en verdad obliga es jurar por el oro del templo”. “ 17¡Insensatos y ciegos!, ¿qué es más importante, el oro o el templo que santifica al oro? 18Decís también: “Si uno jura por el altar, no queda obligado a nada; lo que en verdad obliga es jurar por la ofrenda que está sobre el altar”. 19¡Necios y ciegos!, ¿qué es más importante, la ofrenda o el altar que santifica a la ofrenda? 20El que jura por el altar, jura por él y también por todo lo que está sobre él; 21y el que jura por el templo, jura por él y también por Dios, que lo habita; 22y el que jura por el cielo, jura por el trono de Dios y también por Dios mismo, que está sentado en él.

23»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que dais diezmos de la menta, el eneldo y el comino, pero dejáis a un lado lo principal de la ley, que es la justicia, la misericordia y la fe. Sí, dad vuestros diezmos, pero no dejéis de hacer lo que tiene mayor importancia. 24¡Guías ciegos, que coláis el mosquito y os tragáis el camello!

25»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que limpiáis escrupulosamente el vaso y el plato por fuera, pero dejáis que por dentro estén llenos de rapiña y libertinaje. 26¡Fariseo ciego!, limpia primero el vaso por dentro, y así, al propio tiempo, quedará limpio por fuera.

27»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que sois como sepulcros blanqueados, muy bellos al exterior, pero llenos por dentro de huesos de muertos “y de toda suerte de impurezas. “ 28Del mismo modo vosotros, que aparecéis a la vista de la gente como personas rectas, mientras que por dentro estáis llenos de hipocresía y maldad.

29»¡Ay de vosotros, escribas y fariseos hipócritas!, que edificáis mausoleos en honor de los profetas y adornáis los sepulcros de los justos, 30y decís: “Si nosotros hubiésemos vivido en tiempos de nuestros antepasados, no habríamos sido cómplices suyos en la muerte de los profetas”. 31Pero de esa manera os reconocéis descendientes de aquellos que asesinaron a los profetas. 32Pues bien, ¡acabad vosotros de llenar la medida de vuestros antepasados! 33¡Serpientes, hijos de víbora!, ¿cómo podréis escapar de la condenación del infierno? 34Yo os estoy enviando profetas, sabios y escribas; a unos los mataréis y crucificaréis, y a otros les daréis de latigazos en las sinagogas y los perseguiréis de ciudad en ciudad. 35Así caerá sobre vosotros la sangre de las personas rectas que fueron asesinadas sobre la tierra, desde la sangre de Abel el justo hasta la de Zacarías, hijo de Berequías, a quien vosotros matast/eis entre el altar y el santuario. 36Os aseguro que todo esto recaerá sobre la presente generación.

37»¡Jerusalén, Jerusalén, que matas a los profetas y apedreas a los que Dios te envía! ¡Cuántas veces he querido reunir a tus hijos como la gallina reúne sus polluelos debajo de sus alas, y te negaste! 38Pues mirad, de aquí en adelante vuestra casa va a quedar desierta. 39Y os digo que no volveréis a verme hasta que digáis: “¡Bendito el que viene en nombre del Señor!”