Dieu aurait-il changé ?
1Au chef de chœur, selon Yedoutoun77.1 Voir note 39.1.. Un psaume d’Asaph77.1 Voir note 50.1..
2J’appelle Dieu, ╵je crie vers lui ;
j’appelle Dieu, ╵et il m’écoute.
3Au jour de ma détresse, ╵je m’adresse au Seigneur
tout au long de la nuit, sans cesse, ╵je tends les mains vers lui,
je reste inconsolable.
4Dès que je pense à Dieu, ╵je me mets à gémir,
et quand je réfléchis, ╵j’ai l’esprit abattu.
Pause
5Quand je veux m’endormir, ╵tu me tiens en éveil.
Me voici dans le trouble : ╵je ne sais plus que dire.
6Je songe aux jours passés,
aux années d’autrefois,
7j’évoque mes cantiques, ╵au milieu de la nuit,
je médite en moi-même,
et les questions me viennent :
8« L’abandon du Seigneur ╵va-t-il durer toujours ?
Ne redeviendra-t-il ╵plus jamais favorable ?
9Son amour serait-il ╵épuisé à jamais ?
Sa parole va-t-elle pour toujours ╵rester sans suite ?
10Dieu a-t-il oublié ╵de manifester sa faveur ?
A-t-il, dans sa colère, ╵éteint sa compassion ? »
Pause
11Voici, me dis-je, ╵ce qui fait ma souffrance :
« Le Très-Haut n’agit plus ╵comme autrefois. »
12Je me rappellerai ╵ce qu’a fait l’Eternel.
Oui, je veux évoquer ╵tes prodiges passés,
13je veux méditer sur toutes tes œuvres,
et réfléchir à tes hauts faits.
14Dieu, tu agis saintement !
Quel dieu est aussi grand que Dieu ?
15Car toi, tu es le Dieu ╵qui réalise des prodiges !
Tu as manifesté ╵ta puissance parmi les peuples.
16Et tu as libéré ton peuple,
les enfants de Jacob, ╵comme ceux de Joseph,
en mettant en œuvre ta force.
Pause
17Les eaux77.17 Les eaux de la mer des Roseaux lors de l’Exode que rappellent les v. 17-20. t’ont vu, ô Dieu,
les eaux t’ont vu, ╵et elles se sont mises ╵à bouillonner,
et même les abîmes ╵ont été ébranlés.
18Les nuées déversèrent ╵de la pluie en torrents,
et dans le ciel d’orage, ╵retentit le tonnerre.
Tes flèches77.18 C’est-à-dire les éclairs (18.15 ; 97.4 ; 144.6). sillonnaient ╵le ciel dans tous les sens.
19Au vacarme de ton tonnerre, ╵du sein de la tornade,
l’éclat de tes éclairs ╵illuminait le monde,
et la terre en fut ébranlée, ╵et se mit à trembler.
20Au milieu de la mer, ╵tu as frayé ta route
et tracé ton sentier ╵parmi les grandes eaux77.20 Voir Ex 14 et 15..
Et nul n’a discerné ╵la trace de tes pas.
21Tu as conduit ton peuple ╵comme un troupeau
Par le moyen ╵du ministère de Moïse ╵et d’Aaron.
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
1Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
