La Bible du Semeur

Psaumes 22

Mon Dieu, pourquoi m’as-tu abandonné?

1Au chef de chœur. Psaume de David, à chanter sur la mélodie de «Biche de l’aurore».

Mon Dieu, mon Dieu, pourquoi m’as-tu abandonné[a]?
Tu restes loin, tu ne viens pas me secourir malgré toutes mes plaintes.
Mon Dieu, le jour, j’appelle, mais tu ne réponds pas.
La nuit, je crie, sans trouver de repos.
Pourtant, tu es le Saint
qui sièges sur ton trône, au milieu des louanges d’Israël.
En toi déjà, nos pères se confiaient,
oui, ils comptaient sur toi, et tu les délivrais.
Lorsqu’ils criaient à toi, ils étaient délivrés,
lorsqu’ils comptaient sur toi, ils n’étaient pas déçus.

Mais moi je suis un ver[b], je ne suis plus un homme,
tout le monde m’insulte, le peuple me méprise,
ceux qui me voient se rient de moi.
Tous, ils ricanent, en secouant la tête[c]:
«Il se confie en l’Eternel?
Eh bien, que maintenant l’Eternel le délivre!
Puisqu’il trouve en lui son plaisir, qu’il le libère donc[d]
10 Toi, tu m’as fait sortir du ventre maternel,
tu m’as mis en sécurité sur le sein de ma mère.
11 Dès mon jeune âge, j’ai été placé sous ta garde.
Dès avant ma naissance, tu es mon Dieu.
12 Ne reste pas si loin de moi car le danger est proche,
et il n’y a personne qui vienne pour m’aider.

13 De nombreux taureaux m’environnent:
ces fortes bêtes du Basan[e] sont tout autour de moi.
14 Ils ouvrent largement leurs gueules contre moi,
ils sont comme un lion qui rugit et déchire.
15 Je suis comme une eau qui s’écoule
et tous mes os sont disloqués.
Mon cœur est pareil à la cire,
on dirait qu’il se fond en moi.
16 Ma force est desséchée comme un tesson d’argile,
ma langue colle à mon palais[f],
tu me fais retourner à la poussière de la mort.
17 Des hordes de chiens m’environnent,
la meute des méchants m’assaille.
Ils ont percé[g] mes mains, mes pieds,
18 je pourrais compter tous mes os;
ils me regardent, ils me toisent,
19 ils se partagent mes habits
et tirent au sort ma tunique[h].

20 Mais toi, ô Eternel, ne reste pas si loin!
O toi, ma force, viens en hâte à mon aide!
21 Délivre ma vie de l’épée!
Protège-moi de la fureur des chiens!
22 Délivre-moi de la gueule du lion!
Préserve-moi des cornes des taureaux!

Oui, tu m’as répondu!
23 Je proclamerai à mes frères quel Dieu tu es,
je te louerai dans l’assemblée[i].
24 Vous tous qui craignez l’Eternel, célébrez-le!
Descendants de Jacob, glorifiez-le!
Descendants d’Israël, redoutez-le!
25 Il n’a ni mépris ni dédain pour le pauvre dans l’affliction,
il n’a pas détourné son regard loin de lui.
Non! il a écouté l’appel à l’aide qu’il lui lançait.

26 Grâce à toi, je te loue dans la grande assemblée,
j’accomplirai mes vœux devant ceux qui te craignent.
27 Que les malheureux mangent, et qu’ils soient rassasiés!
Oui, qu’ils louent l’Eternel, ceux qui vivent pour lui!
Que votre vie dure toujours!

28 Aux confins de la terre, tous les peuples du monde se souviendront de l’Eternel. Tous, ils se tourneront vers lui,
et toutes les peuplades se prosterneront devant lui.
29 Car l’Eternel est roi,
et il domine sur les peuples.
30 Tous les grands de la terre mangeront et l’adoreront,
et ceux qui s’en vont vers la tombe,
ceux dont la vie décline, se prosterneront devant lui.
31 Leur postérité, à son tour, servira l’Eternel
et parlera de lui à la génération qui viendra après elle.
32 Ils proclameront sa justice
et ils annonceront au peuple qui va naître ce qu’a fait l’Eternel.

Notas al pie

  1. 22.2 Jésus a repris ces paroles sur la croix (Mt 27.46; Mc 15.34).
  2. 22.7 Voir Jb 25.6; Es 41.14.
  3. 22.8 Réminiscence en Mt 27.39; Mc 15.29. Voir Ps 109.25.
  4. 22.9 Cité par les autorités juives devant Jésus en croix (Mt 27.43).
  5. 22.13 Le Basan était la région du nord-est du pays d’Israël où l’on élevait des bovins renommés pour leur vigueur (voir Dt 32.14; Ez 39.18).
  6. 22.16 Voir Jn 19.28.
  7. 22.17 D’après certains manuscrits hébreux et les versions grecque et syriaque. La plupart des manuscrits hébreux ont: comme un lion.
  8. 22.19 Voir Mt 27.35; Mc 15.24; Lc 23.34; Jn 19.24.
  9. 22.23 Cité en Hé 2.12.

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 22

En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp

1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.

Min Gud! Min Gud!
    Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
    Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
Dag efter dag råber jeg til dig,
    men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
    men du giver mig ingen trøst.
Du sidder på din hellige trone,
    du er den, som Israel lovsynger.
Vore forfædre stolede på dig,
    og du reddede dem.
Du hørte deres nødråb og befriede dem,
    du skuffede aldrig deres tillid til dig.

Men jeg føler mig som en ussel orm,
    jeg bliver hånet og foragtet af alle.
Enhver, der ser mig, griner ad mig,
    ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
    „Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
    så burde han gribe ind og frelse ham!”

10 Herre, du var der, da jeg blev født,
    du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
    hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
    for jeg er undergangen nær,
        og ingen andre kan hjælpe mig.

13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
    som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
    kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
    alle mine knogler føles, som er de gået af led,
    mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
    min tunge klistrer til ganen,
        du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
    en bande af forbrydere omringer mig.
        De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
    Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
    og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
    Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
    red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
    lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.

Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
    jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
    giv ham ære, Jakobs efterkommere,
        vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
    han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
        Han lyttede til mit råb om hjælp.

26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
    jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
    de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
        Må de altid leve under din velsignelse.

28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
    alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
    du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
    Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
    og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
    om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
    til slægter, som endnu ikke er født.

Notas al pie

  1. 22,17 Teksten er usikker og meningen omstridt.