Louange au Créateur
1Que tout mon être ╵bénisse l’Eternel !
O Eternel, mon Dieu, que tu es grand !
Tu es revêtu de splendeur, ╵et de magnificence,
2tu t’enveloppes de lumière ╵comme on se revêt d’un manteau,
et tu déploies le ciel ╵comme une tente.
3Tu fixes au-dessus des eaux du ciel ╵la charpente de tes hautes demeures,
tu fais des nuages ton char,
tu te déplaces ╵sur les ailes du vent,
4tu fais des vents tes messagers,
les éclairs étincelants sont tes serviteurs104.4 Cité en Hé 1.7 selon l’ancienne version grecque..
5Tu as fondé la terre sur ses bases
pour qu’elle reste inébranlable ╵à tout jamais.
6Les eaux de l’abîme la recouvraient ╵tout comme un vêtement,
sur les montagnes les eaux reposaient ;
7à ta menace, ╵elles se sont enfuies,
au bruit de ton tonnerre, ╵elles se sont vite élancées,
8gravissant des montagnes, ╵dévalant vers des plaines104.8 Autre traduction : et les montagnes se sont élevées et les vallées se sont creusées.
jusqu’à l’endroit ╵que tu leur avais assigné.
9Tu as fixé une limite ╵que les eaux ne franchiront plus,
et elles ne reviendront plus ╵pour submerger la terre.
10Tu fais jaillir des sources ╵pour alimenter des torrents
qui coulent entre les montagnes.
11Elles abreuvent ╵les animaux des champs,
et les onagres104.11 Les ânes sauvages. ╵y étanchent leur soif.
12Les oiseaux nichent sur leurs rives,
et chantent au sein du feuillage.
13De tes hautes demeures ╵tu arroses les monts,
la terre est rassasiée ╵par l’effet de tes œuvres.
14Tu fais pousser l’herbe pour le bétail,
et tu fais prospérer les plantes ╵cultivées par les hommes,
afin qu’ils tirent de la terre ╵le pain pour se nourrir.
15Le vin réjouit le cœur de l’homme
et fait resplendir son visage, ╵le rendant brillant plus que l’huile.
Le pain restaure sa vigueur.
16Les arbres, ouvrages de l’Eternel, ╵sont pleins de sève.
Tels sont les cèdres, ╵qu’il a plantés.
17C’est là que nichent les oiseaux
et la cigogne a sa demeure ╵dans les cyprès.
18Les bouquetins ont leurs retraites ╵sur les monts élevés,
et les rochers ╵sont le refuge des damans.
19Tu as formé la lune ╵pour marquer les dates des fêtes.
Le soleil sait quand il se couche.
20Tu fais descendre les ténèbres, ╵et c’est la nuit.
Alors les hôtes des forêts ╵se mettent tous en mouvement ;
21les lionceaux rugissent ╵après leur proie,
ils demandent à Dieu ╵leur nourriture104.21 Voir 147.9 ; Jb 38.39-40 ; Es 31.4..
22Mais dès que paraît le soleil, ╵ils se retirent
pour se coucher dans leurs tanières.
23Et l’homme sort ╵pour se livrer à son activité,
accomplir son travail ╵jusqu’à la nuit.
24Combien tes œuvres sont nombreuses, ╵ô Eternel,
tu as tout fait avec sagesse,
la terre est pleine ╵de tout ce que tu as réalisé ;
25voici la mer immense ╵qui s’étend à perte de vue,
peuplée d’animaux innombrables,
des plus petits jusqu’aux plus grands,
26les bateaux la parcourent,
ainsi que le monstre marin ╵que tu as fait pour qu’il y joue.
27Ils comptent sur toi, tous ces êtres,
pour recevoir leur nourriture, ╵chacun au moment opportun.
28Tu la leur donnes, ils la prennent,
ta main s’ouvre, et ils sont comblés ╵de bonnes choses.
29Tu te détournes, ╵ils sont épouvantés.
Tu leur ôtes le souffle, ╵les voilà qui périssent,
redevenant poussière.
30Et si tu envoies ton Esprit, ╵ils sont créés,
tu renouvelles l’aspect de la terre.
31Que l’Eternel ╵soit à jamais glorifié !
Qu’il se réjouisse de ses œuvres !
32Son regard fait trembler la terre,
il touche les montagnes ╵et elles fument.
33Je veux chanter pour l’Eternel ╵ma vie durant,
célébrer mon Dieu en musique ╵tant que j’existerai.
34Que mes paroles lui soient agréables !
Moi, j’ai ma joie en l’Eternel.
35Que les pécheurs soient ôtés de la terre !
Que les méchants n’existent plus !
Que tout mon être ╵bénisse l’Eternel !
Oui, louez l’Eternel !
Skabningens Herre
1Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
2du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
3og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
4Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
5Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
6Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
7Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
de styrtede væk ved din tordenrøst,
8de strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
9Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
11så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
12Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
13Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
14Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
16Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
17Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
18Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
19Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
21De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
23Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
24Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
