La Bible du Semeur

Psaumes 102

Prière d’un malheureux

1Prière d’une personne dans l’affliction qui se sent défaillir et qui expose sa plainte devant l’Eternel[a].

O Eternel, écoute ma prière
et que mon appel au secours parvienne jusqu’à toi!
Ne te détourne pas de moi en ce jour où je suis dans la détresse,
tends vers moi ton oreille au jour où je t’appelle.
Hâte-toi de répondre!
Comme une fumée, mes jours passent.
J’ai comme un brasier dans les os.
Mon cœur est brisé, desséché, comme l’herbe fauchée.
J’en oublie de manger ma nourriture.
A force de gémir,
je n’ai que la peau sur les os.
Je suis devenu comparable à la corneille du désert,
je suis pareil au chat-huant qui hante les lieux désolés.
Je reste privé de sommeil,
je ressemble à un oisillon resté seul sur un toit.
Mes ennemis ne cessent de m’insulter,
ils se moquent de moi et maudissent les gens en leur souhaitant mon sort.
10 Je me nourris de cendre au lieu de pain,
et ma boisson est mêlée de mes larmes[b].
11 Dans ton indignation et ta colère,
tu m’as saisi, et m’as jeté au loin[c].
12 Tout comme l’ombre[d] qui s’étire, mes jours déclinent
Et moi, je me dessèche comme l’herbe.

13 Mais toi, tu sièges pour toujours, ô Eternel,
et tu interviendras[e] tout au long des générations.
14 Oui, tu te lèveras, et de Sion tu auras compassion!
L’heure est là de lui faire grâce,
le moment est venu:
15 tes serviteurs ont ses pierres en affection,
ils restent attachés à cette ville réduite en poussière[f].

16 Alors les autres peuples craindront l’Eternel,
tous les rois de la terre reconnaîtront sa gloire.
17 L’Eternel rebâtit Sion
pour y paraître dans sa gloire.
18 Il a égard à la prière de ceux qui sont dépossédés,
il ne méprisera pas leur requête.
19 Que cela soit mis par écrit pour la génération future,
et le peuple qui sera créé louera Eternel.
20 Du haut de sa demeure sainte, l’Eternel s’est penché vers nous.
Du ciel, il regarde la terre,
21 et il entend les plaintes des captifs;
et il rendra la liberté aux condamnés à mort,
22 pour que l’on publie en Sion la renommée de l’Eternel,
sa louange à Jérusalem,
23 quand se rassembleront les peuples
et les royaumes tous ensemble, afin d’adorer l’Eternel.

24 Il a réduit ma force au milieu de ma course,
et abrégé mes jours;
25 c’est pourquoi je m’écrie: «Mon Dieu, ne me fais pas mourir au milieu de mes jours,
toi qui subsistes d’âge en âge!
26 Tu as jadis fondé la terre,
le ciel est l’œuvre de tes mains.
27 Ils périront, mais tu subsisteras;
tous s’useront comme un habit;
comme on remplace un vêtement, tu les remplaceras et ils disparaîtront.
28 Mais toi, tu es toujours le même,
tes années ne finiront pas[g].
29 Les enfants de tes serviteurs auront une demeure;
sous ton regard, leur descendance sera fermement établie.»

Notas al pie

  1. 102.1 Le titre de ce psaume est unique en ce qu’il indique la circonstance de la composition mais non l’auteur du psaume.
  2. 102.10 Voir 42.4; 80.6.
  3. 102.11 Comme un tourbillon saisit des feuilles et les jette au loin.
  4. 102.12 Une ombre qui s’allonge le soir: allusion au soir de la vie.
  5. 102.13 Ou: ton culte persistera. Litt. souvenir …
  6. 102.15 Il s’agit des ruines de Jérusalem.
  7. 102.28 Les v. 26-28 sont cités en Hé 1.10-12.

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 102

Bøn om Herrens indgreb

1Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.

Herre, hør min bøn,
    lad mit nødråb nå frem til dig.
Vend dig ikke bort fra mig,
    for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
    kom mig hurtigt til hjælp.
Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
    det er, som om jeg blev lagt på et bål.
Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
    jeg har mistet lysten til at spise.
Jeg sukker og stønner højlydt,
    jeg er snart ikke andet end skind og ben.
Jeg er mager som en grib i ørkenen,
    som en ugle i øde ruiner.
Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
    så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
    de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
    min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
    du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
    jeg visner bort som afskåret græs.

13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
    din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
    Det er tid til at vise din barmhjertighed,
        du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
    elsker dit folk byens sten og murbrokker.

16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
    og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
    han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
    ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
    så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
    han betragter jorden fra sit himmelske tempel.

21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
    han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
    hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
    og konger skal bøje sig for Herren.

24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
    jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
    lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
    med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
    Himmel og jord slides op som en klædning,
        du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
    dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
    de skal få lov at trives i din nærhed.