La communauté du Messie
L’accueil des « petits »
(Mc 9.33-37 ; Lc 9.46-48)
1A ce moment-là, les disciples s’approchèrent de Jésus et lui demandèrent : Qui donc est le plus grand dans le royaume des cieux ?
2Alors Jésus appela un petit enfant, le plaça au milieu d’eux, 3et dit : Vraiment, je vous l’assure : si vous ne changez pas et ne devenez pas comme de petits enfants, vous n’entrerez pas dans le royaume des cieux. 4C’est pourquoi le plus grand dans le royaume des cieux est celui qui s’abaisse comme cet enfant, 5et celui qui accueille, en mon nom, un enfant comme celui-ci, m’accueille moi-même.
(Mc 9.42-48 ; Lc 17.1-2)
6Si quelqu’un devait causer la chute18.6 Autre traduction : faire tomber dans le péché (de même en 18.7, 8, 9). de l’un de ces petits qui croient en moi, il vaudrait mieux qu’on lui attache au cou une de ces pierres de meule que font tourner les ânes, et qu’on le précipite au fond du lac.
7Quel malheur pour le monde qu’il y ait tant d’occasions de chute18.7 Autre traduction : malheur au monde qui cause tant de chutes !! Il est inévitable qu’il y en ait, mais malheur à celui qui crée de telles occasions.
8Si ta main ou ton pied causent ta chute, coupe-les, et jette-les au loin. Car il vaut mieux pour toi entrer dans la vie avec une seule main ou un seul pied que de garder tes deux mains ou tes deux pieds et d’être jeté dans le feu éternel.
9Si ton œil cause ta chute, arrache-le et jette-le au loin, car il vaut mieux pour toi entrer dans la vie avec un seul œil, que de conserver tes deux yeux et d’être jeté dans le feu de l’enfer.
(Lc 15.1-7)
10Faites attention ! Ne méprisez pas un seul de ces petits ; je vous l’assure : leurs anges dans le ciel se tiennent constamment en présence de mon Père céleste18.10 Certains manuscrits ajoutent : 11 Car le Fils de l’homme est venu chercher et amener au salut ce qui était perdu (voir Lc 19.10)..
12Qu’en pensez-vous ? Si un homme a cent brebis, et que l’une d’elles s’égare, ne laissera-t-il pas les quatre-vingt-dix-neuf autres dans la montagne, pour aller à la recherche de celle qui s’est égarée ? 13Et s’il réussit à la retrouver, vraiment, je vous l’assure : cette brebis lui causera plus de joie que les quatre-vingt-dix-neuf autres qui ne s’étaient pas égarées. 14Il en est de même pour votre Père céleste : il ne veut pas qu’un seul de ces petits se perde.
La démarche du pardon
15Si ton frère s’est rendu coupable [à ton égard18.15 Certains manuscrits n’ont pas : à ton égard.], va le trouver en tête-à-tête et convaincs-le de sa faute. S’il t’écoute, tu auras gagné ton frère. 16S’il ne t’écoute pas, prends avec toi une ou deux autres personnes, pour que toute affaire se règle sur les déclarations de deux ou trois témoins18.16 Dt 19.15.. 17S’il refuse de les écouter, dis-le à l’Eglise. S’il refuse aussi d’écouter l’Eglise, considère-le comme un païen et un collecteur d’impôts. 18Vraiment, je vous l’assure : tout ce que vous interdirez sur la terre sera interdit aux yeux de Dieu et tout ce que vous autoriserez sur la terre sera autorisé aux yeux de Dieu18.18 Autre traduction : tous ceux que vous exclurez sur la terre seront exclus aux yeux de Dieu et tous ceux que vous accueillerez sur la terre seront accueillis aux yeux de Dieu (voir 16.19)..
19J’ajoute que si deux d’entre vous se mettent d’accord ici-bas au sujet d’un problème pour l’exposer à mon Père céleste, il les exaucera. 20Car là où deux ou trois sont ensemble en mon nom, je suis présent au milieu d’eux.
21Alors Pierre s’approcha de Jésus et lui demanda : Seigneur, si mon frère se rend coupable à mon égard, combien de fois devrai-je lui pardonner ? Irai-je jusqu’à sept fois ?
22– Non, lui répondit Jésus, je ne te dis pas d’aller jusqu’à sept fois, mais jusqu’à soixante-dix fois sept fois18.22 Autre traduction : soixante-dix-sept fois.. 23En effet, il en est du royaume des cieux comme d’un roi qui voulut régler ses comptes avec ses serviteurs. 24Lorsqu’il commença à compter, on lui en présenta un qui lui devait soixante millions de pièces d’argent18.24 Il s’agit de dix mille talents. Un talent valait à peu près six mille deniers (cf. v. 28).. 25Comme ce serviteur n’avait pas de quoi rembourser ce qu’il devait, son maître ordonna de le vendre comme esclave avec sa femme et ses enfants ainsi que tous ses biens pour rembourser sa dette. 26Le serviteur se jeta alors aux pieds du roi et, se prosternant devant lui, supplia : « Sois patient envers moi et je te rembourserai tout. »
27Pris de pitié pour lui, son maître le renvoya libre, après lui avoir remis toute sa dette.
28A peine sorti, ce serviteur rencontra un de ses compagnons de service qui lui devait cent pièces d’argent18.28 Il s’agit de deniers ; le denier représentait le salaire journalier d’un ouvrier agricole..Il le saisit à la gorge en criant : « Paie-moi ce que tu me dois ! »
29Son compagnon se jeta à ses pieds et le supplia : « Sois patient envers moi, lui dit-il, et je te rembourserai tout. »
30Mais l’autre ne voulut rien entendre. Bien plus : il alla le faire jeter en prison en attendant qu’il ait payé tout ce qu’il lui devait.
31D’autres compagnons de service, témoins de ce qui s’était passé, en furent profondément attristés et allèrent rapporter toute l’affaire à leur maître. 32Alors celui-ci fit convoquer le serviteur qui avait agi de la sorte : « Serviteur mauvais ! lui dit-il. Tout ce que tu me devais, je te l’avais remis parce que tu m’en avais supplié. 33Ne devais-tu pas, toi aussi, avoir pitié de ton compagnon, comme j’ai eu pitié de toi ? »
34Et, dans sa colère, son maître le livra aux bourreaux jusqu’à ce qu’il ait remboursé toute sa dette.
35Voilà comment mon Père céleste vous traitera, vous aussi, si chacun de vous ne pardonne pas du fond du cœur à son frère.
Den største er den, som vil tjene
Mark. 9,33-37; Luk. 9,46-48
1Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” 2Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. 3Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. 4Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. 5Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.
Fristelser, som fører til fortabelse
Mark. 9,42-48; Luk. 17,1-2
6Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. 7Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.
8Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. 9Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt
Luk. 15,3-7
10Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.18,10 Nogle håndskrifter har et vers 11, sandsynligvis fra Luk. 19,10: „Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.”
12Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn
Luk. 17,3; Matt. 16,19
15Hvis din ven18,15 På græsk: „bror”. Der tænkes nok på en medkristen fra ens omgangskreds. forsynder sig imod dig,18,15 Nogle håndskrifter mangler: „imod dig”. så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. 16Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. 17Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. 18Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.18,18 Se noten til 16,19. 19Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. 20For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”
Om tilgivelsens nødvendighed
21„Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” 22„Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange!18,22 Med denne hentydning til 1.Mos. 4,24 antyder Jesus, at den næsten grænseløse hævn, man finder i GT, skal afløses af den nye pagts princip om grænseløs tilgivelse. Oversættelsen 70 gange 7 gange er en misforståelse. 23Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. 24Den første skyldte ham et millionbeløb.18,24 Ordret: 10.000 talenter. Det er sikkert et symbolsk tal for det største pengebeløb, man dengang kunne forestille sig. Det menes at svare til ca. 200 tons guld. En talent svarer til 6000 denarer, og en denar svarer til en almindelig dagløn. 25Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. 26Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ 27Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.
28Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.18,28 Ordret: 100 denarer. Beløbet her er 600.000 gange mindre end det første beløb. ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. 29Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ 30Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.
31De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. 32Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. 33Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ 34Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.
35Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.
