La Bible du Semeur

Luc 9

L’envoi des Douze

1Jésus réunit les Douze et leur donna le pouvoir et l’autorité de chasser tous les démons et de guérir les maladies. Ensuite il les envoya proclamer le royaume de Dieu et opérer des guérisons. Il leur donna les instructions suivantes: Ne prenez rien pour le voyage: ni bâton, ni sac, ni provisions, ni argent. N’emportez pas de tunique de rechange. Si vous entrez dans une maison, restez-y jusqu’à ce que vous quittiez la localité. Si personne ne veut vous recevoir, quittez la ville en secouant la poussière de vos pieds[a]: cela constituera un témoignage contre eux.

Ainsi les disciples partirent. Ils allaient de village en village. Partout, ils annonçaient la Bonne Nouvelle de l’Evangile et guérissaient les malades.

Hérode est intrigué

Hérode, le gouverneur de la province, apprit tout ce qui se passait. Il était embarrassé. En effet, certains disaient: C’est Jean-Baptiste qui est ressuscité! D’autres disaient: C’est Elie qui a reparu. D’autres encore: C’est un des prophètes d’autrefois qui est revenu à la vie.

Mais Hérode se disait: Jean? Je l’ai moi-même fait décapiter. Mais alors, qui est cet homme dont j’entends dire de si grandes choses?

Et il cherchait à le rencontrer.

Avec cinq pains et deux poissons

10 Les apôtres revinrent et racontèrent à Jésus tout ce qu’ils avaient fait. Il les prit alors avec lui et se retira à l’écart, du côté de la ville de Bethsaïda[b]. 11 Mais les foules s’en aperçurent et le suivirent. Jésus leur fit bon accueil, il leur parla du royaume de Dieu et guérit ceux qui en avaient besoin.

12 Le jour commençait à baisser. Alors les Douze s’approchèrent de lui et lui dirent: Renvoie ces gens pour qu’ils aillent dans les villages et les hameaux des environs, où ils trouveront de quoi se loger et se ravitailler, car nous sommes ici dans un endroit désert.

13 Mais Jésus leur dit: Donnez-leur vous-mêmes à manger!

– Mais, répondirent-ils, nous n’avons pas plus de cinq pains et deux poissons. Ou alors faut-il que nous allions acheter de la nourriture pour tout ce monde?

14 Car il y avait bien là cinq mille hommes.

Jésus dit à ses disciples: Faites-les asseoir par groupes d’une cinquantaine de personnes.

15 C’est ce qu’ils firent, et ils installèrent ainsi tout le monde. 16 Alors Jésus prit les cinq pains et les deux poissons, il leva les yeux vers le ciel et prononça la prière de bénédiction; puis il les partagea et donna les morceaux à ses disciples pour qu’ils les distribuent à la foule. 17 Tout le monde mangea à satiété. On ramassa les morceaux qui restaient; cela faisait douze paniers.

Qui est vraiment Jésus?

18 Un jour, Jésus priait à l’écart, et ses disciples étaient avec lui. Alors il les interrogea: Que disent les foules à mon sujet? Qui suis-je d’après elles?

19 Ils lui répondirent: Pour les uns, tu es Jean-Baptiste; pour d’autres, Elie; pour d’autres encore, l’un des prophètes d’autrefois qui serait ressuscité.

20 – Et vous, leur demanda-t-il, qui dites-vous que je suis?

Pierre prit la parole et dit: Le Messie, envoyé par Dieu.

21 Jésus leur ordonna formellement de ne le dire à personne.

22 Et il ajouta: Il faut que le Fils de l’homme souffre beaucoup et soit rejeté par les responsables du peuple, les chefs des prêtres et les spécialistes de la Loi; il doit être mis à mort et ressusciter le troisième jour.

Comment suivre Jésus

23 Puis, s’adressant à tous, il dit: Si quelqu’un veut me suivre, qu’il renonce à lui-même, qu’il se charge chaque jour de sa croix, et qu’il me suive. 24 En effet, celui qui est préoccupé de sauver sa vie, la perdra; mais celui qui perdra sa vie à cause de moi la sauvera. 25 Si un homme parvient à posséder le monde entier, à quoi cela lui sert-il s’il se perd ou se détruit lui-même? 26 Si quelqu’un a honte de moi et de mes paroles, le Fils de l’homme, à son tour, aura honte de lui quand il viendra dans sa gloire, dans celle du Père et des saints anges. 27 Je vous l’assure, quelques-uns de ceux qui sont ici présents ne mourront pas avant d’avoir vu le règne de Dieu.

La révélation du royaume

28 Environ huit jours après cet entretien, Jésus prit avec lui Pierre, Jean et Jacques et monta sur une montagne pour aller prier.

29 Pendant qu’il priait, son visage changea d’aspect et ses vêtements devinrent d’une blancheur éblouissante. 30 Deux hommes s’entretenaient avec lui: Moïse et Elie[c] 31 qui resplendissaient de gloire. Ils parlaient de la manière dont Jésus allait achever sa mission[d] en mourant à Jérusalem.

32 Pierre et ses compagnons étaient profondément endormis, mais quand ils s’éveillèrent[e], ils virent la gloire de Jésus et les deux hommes qui étaient avec lui.

33 Au moment où ces hommes se séparaient de Jésus, Pierre lui dit: Maître, il est bon que nous soyons ici. Nous allons dresser trois tentes, une pour toi, une pour Moïse et une pour Elie.

En fait, il ne savait pas ce qu’il disait. 34 Pendant qu’il parlait encore, une nuée se forma et les enveloppa, et les disciples furent saisis de crainte lorsqu’ils entrèrent dans la nuée.

35 Une voix sortit de la nuée, qui disait: Celui-ci est mon Fils, celui que j’ai choisi. Ecoutez-le!

36 Quand cette voix eut retenti, ils ne trouvèrent plus que Jésus. Quant à eux, à cette époque, ils gardèrent le silence sur cet événement et ne racontèrent à personne ce qu’ils avaient vu.

La guérison d’un enfant habité par un démon

37 Le lendemain, comme ils descendaient de la montagne, une grande foule vint à la rencontre de Jésus. 38 Du milieu de cette foule, un homme s’écria: Maître, je t’en supplie: regarde mon fils! C’est mon enfant unique. 39 Un esprit s’empare de lui, le fait crier tout à coup, l’agite convulsivement et le fait baver; et il ne le quitte que difficilement, en le laissant tout meurtri. 40 J’ai prié tes disciples de le chasser, mais ils n’y ont pas réussi.

41 Jésus s’exclama alors: Gens incrédules et infidèles à Dieu! Jusqu’à quand devrai-je encore rester avec vous et vous supporter?

Puis, s’adressant à l’homme: Amène ton fils ici!

42 Pendant que l’enfant s’approchait, le démon le jeta par terre et l’agita de convulsions. Jésus commanda avec sévérité à l’esprit mauvais de sortir, il guérit le jeune garçon et le rendit à son père. 43 Tous furent bouleversés devant la grandeur de Dieu.

L’annonce de la mort de Jésus

Alors que chacun s’émerveillait encore de tout ce que Jésus faisait, il dit à ses disciples: 44 Retenez bien ce que je vais vous dire maintenant: le Fils de l’homme va être livré aux mains des hommes.

45 Mais les disciples ne comprenaient pas cette parole. Son sens leur était caché pour qu’ils ne la saisissent pas. Et ils avaient peur de demander des explications à Jésus.

L’accueil des «petits»

46 Il s’éleva entre eux une discussion: il s’agissait de savoir lequel était le plus grand parmi eux. 47 Jésus, qui connaissait les pensées qu’ils avaient dans leur cœur, prit un petit enfant par la main, le plaça à côté de lui 48 et leur dit: Celui qui accueille cet enfant en mon nom m’accueille moi-même, et celui qui m’accueille, accueille aussi celui qui m’a envoyé. Car celui qui est le plus petit parmi vous, c’est celui-là qui est grand.

(Mc 9.38-40)

49 Jean prit la parole et dit: Maître, nous avons vu quelqu’un qui chassait les démons en ton nom, et nous lui avons dit de ne plus le faire, parce qu’il ne te suit pas avec nous.

50 – Ne l’en empêchez pas, lui répondit Jésus, car celui qui n’est pas contre vous est pour vous.

Jésus se dirige vers Jérusalem

L’opposition en Samarie

51 Lorsque le temps approcha où Jésus devait être enlevé de ce monde, il décida de manière résolue de se rendre à Jérusalem. 52 Il envoya devant lui des messagers. En cours de route, ils entrèrent dans un village de la Samarie pour lui préparer un logement. 53 Mais les Samaritains[f] lui refusèrent l’hospitalité, parce qu’il se rendait à Jérusalem. 54 En voyant cela, ses disciples Jacques et Jean s’écrièrent: Seigneur, veux-tu que nous commandions à la foudre de tomber du ciel sur ces gens-là, pour les réduire en cendres[g]?

55 Mais Jésus, se tournant vers eux, les reprit sévèrement: [– Vous ne savez pas quel esprit vous inspire de telles pensées! 56 Le Fils de l’homme n’est pas venu pour faire mourir les hommes, mais pour les sauver[h].]

Ils se rendirent alors à un autre village.

L’engagement total du disciple

57 Pendant qu’ils étaient en chemin, un homme vint dire à Jésus: Je te suivrai partout où tu iras.

58 Jésus lui répondit: Les renards ont des tanières et les oiseaux du ciel ont des nids; mais le Fils de l’homme n’a pas d’endroit où reposer sa tête.

59 Jésus dit à un autre: Suis-moi!

Mais cet homme lui dit: Seigneur[i], permets que j’aille d’abord enterrer mon père.

60 Jésus lui répondit: Laisse à ceux qui sont morts le soin d’enterrer leurs morts. Quant à toi, va proclamer le royaume de Dieu!

61 Un autre encore lui dit: Je te suivrai, Seigneur, mais permets-moi d’abord de faire mes adieux à ma famille.

62 Jésus lui répondit: Celui qui regarde derrière lui au moment où il se met à labourer avec sa charrue n’est pas prêt pour le royaume de Dieu.

Notas al pie

  1. 9.5 Secouer la poussière des pieds était un geste symbolique signifiant qu’on ne voulait plus avoir affaire avec les gens chez lesquels on avait séjourné.
  2. 9.10 Localité de la rive nord du lac de Galilée.
  3. 9.30 Moïse a donné la Loi au peuple. Elie était considéré comme le prophète par excellence. Ces deux hommes représentent toute l’ancienne alliance.
  4. 9.31 Le grec parle du prochain exode de Jésus qui allait s’accomplir à Jérusalem.
  5. 9.32 Autre traduction: ils étaient accablés de sommeil mais se tinrent éveillés.
  6. 9.53 Les Samaritains, qui étaient ennemis des Juifs depuis des siècles, ne voulaient pas que les pèlerins de Galilée qui se rendaient à Jérusalem traversent leur territoire.
  7. 9.54 Après pour les réduire en cendres, certains manuscrits ajoutent: comme le fit Elie.
  8. 9.56 Les mots: Vous ne savez pas … mais pour les sauver sont absents de certains manuscrits.
  9. 9.59 Ce terme est absent de nombreux manuscrits.

Bibelen på hverdagsdansk

Lukas 9

Jesus udsender de 12 apostle

1En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og gav dem magt og autoritet til at uddrive alle slags dæmoner og til at helbrede de syge. Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige og for at helbrede de syge. „I skal ikke tage noget med på rejsen,” sagde han, „hverken en stav eller en taske med mad, penge, og ekstra tøj. Når I bliver budt ind i et hjem, så bliv der, så længe I er i byen. Men hvis ingen vil tage imod jer, så forlad byen og ryst dens støv af jeres fødder som et tegn på, at de er overladt til deres egen skæbne.”

Så drog de af sted fra landsby til landsby, forkyndte budskabet om Guds rige og helbredte de syge alle vegne.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er

Da kong Herodes[a] hørte om alle de undere, Jesus gjorde, vidste han ikke, hvad han skulle tro. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde. Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet, mens andre igen mente, at det var en af de andre gamle profeter, der var kommet til live igen.

„Johannes blev halshugget, det sørgede jeg selv for,” sagde Herodes. „Hvem er så den mand, som folk fortæller så meget mærkeligt om?” Og han søgte efter en anledning til at få Jesus at se.

Bespisningen af de 5000

10 Da apostlene kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad de havde udrettet. Derefter ville Jesus gerne være alene med dem, så de gik op i en båd og satte kurs mod Betsajda for at komme til et afsides område. 11 Da folkeskaren opdagede, at de var taget af sted, fulgte de efter dem inde på bredden. Senere bad Jesus disciplene lægge til land, og han underviste folkeskaren om Guds rige og helbredte de syge.

12 Sent på eftermiddagen kom de Tolv hen til Jesus og sagde: „Du må hellere lade folk gå nu, så de har tid til at nå hen til gårdene og landsbyerne, hvor de kan købe mad og finde husly. Det her er jo et øde sted.”

13 „Giv I dem noget at spise!” svarede Jesus.

„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” protesterede de. „Du kan da ikke mene, at vi skal gå hen og købe mad til alle de mennesker!” 14 Der var omkring 5000 mænd til stede. Så sagde Jesus til dem: „Få folk til at sætte sig i rækker med 50 mænd i hver række.” 15 Det gjorde de så, og der var plads til, at alle kunne sidde ned.

16 Jesus tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud. Så brækkede han brødene i stykker og gav stykkerne til sine disciple, for at de skulle give dem videre til de mange mennesker. 17 Alle spiste og blev mætte. Bagefter samlede disciplene de stykker sammen, som var tilovers, og 12 kurve blev fyldt op.

Peters åbenbaring om Jesus som Messias

18 En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?” 19 De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”

20 „Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?”

„Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.

21 Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede: 22 „Menneskesønnen skal igennem mange lidelser og vil blive forkastet af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig, men på den tredje dag[b] bliver jeg oprejst fra de døde.”

Det koster dyrt at følge Guds vilje

23 Så sagde Jesus henvendt til alle, der var hos ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig hver dag, også selv om det koster livet. 24 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 25 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis det selv går fortabt og mister alt? 26 Hvis I fornægter mig og mine ord, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars og de hellige engles herlighed. 27 Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme.”

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed

28 En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. 29 Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid. 30 Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias. 31 De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. 32 Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne,[c] og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed. 33 Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: „Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. 34 I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den. 35 Så lød der en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn.[d] Lyt til ham!” 36 Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus.

Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.

Manglende tro

37 Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. 38 En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, 39 og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. 40 Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”

41 „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”

42 Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. 43 Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.

Jesus taler igen om sin død

Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: 44 „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.” 45 Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.

Den største er den, som vil tjene

46 Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. 47 Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. 48 Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”

Den, der ikke er imod, er for

49 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.”

50 Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”

Guds Ånd forlanger ikke hævn

51 Da tiden nu nærmede sig, hvor Jesus skulle vende tilbage til Himlen, satte han kursen mod Jerusalem. 52 En dag sendte han nogle disciple i forvejen for at sørge for husly i en samaritansk landsby. 53 Men de blev afvist, fordi de var på vej til Jerusalem. 54 Da Jakob og Johannes hørte det, sagde de til Jesus: „Herre, vil du have, at vi skal kalde ild ned fra himlen og brænde dem op, ligesom Elias gjorde?”[e] 55 Men Jesus vendte sig om og irettesatte dem,[f] 56 og de gik videre til den næste landsby i stedet for.

En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn

57 Mens de gik, var der en mand, som sagde til Jesus: „Jeg vil altid følge dig, hvor du end går hen.” 58 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ingen steder, hvor jeg kan hvile ud og være i fred.”

59 Til en anden sagde Jesus: „Kom med mig!” Men han svarede: „Herre, jeg må først tage mig af min fars begravelse.” 60 „Lad de døde begrave deres døde,” svarede Jesus. „Gå du ud og forkynd budskabet om Guds rige!”

61 En tredje sagde: „Jeg ville egentlig gerne være discipel af dig, Herre, men lad mig først tage afsked med min familie.” 62 Jesus sagde til ham: „Når du begynder at pløje, skal du se fremad og ikke tilbage. De, der hele tiden ser sig tilbage, kan ikke arbejde i Guds rige.”

Notas al pie

  1. 9,7 Herodes Antipas, en søn af Herodes den Store.
  2. 9,22 I Mellemøsten og mange andre dele af verden tæller man dagene inklusivt. Det vil sige, at udtrykket „på den tredje dag” eller „tre dage efter” svarer til, når vi på dansk siger „to dage efter”. Vi ved jo også, at det drejer sig om tidsrummet fra fredag til søndag.
  3. 9,32 En alternativ oversættelse er: „…de blev overvældet af søvn, men da de vågnede op…”
  4. 9,35 Nogle håndskrifter siger: „min udvalgte Søn”.
  5. 9,54 Nogle håndskrifter mangler „ligesom Elias gjorde”, jf. 2.Kong. 1,9-16.
  6. 9,55 En del håndskrifter har følgende ord: og sagde: „I kender ikke den ånd, som er i jer. Menneskesønnen kom ikke for at tage menneskers liv, men for at frelse dem.”