À Jérusalem : mort et résurrection de Jésus
La trahison
(Mt 26.1-5, 14-16 ; Mc 14.1-2, 10-11 ; Jn 11.47-53)
1On était à quelques jours de la fête « des Pains sans levain », appelée la Pâque. 2Les chefs des prêtres et les spécialistes de la Loi cherchaient un moyen de supprimer Jésus, mais ils avaient peur de la réaction du peuple.
3C’est alors que Satan entra dans le cœur de Judas surnommé l’Iscariot, l’un des Douze. 4Judas alla trouver les chefs des prêtres et les officiers de la garde du Temple22.4 Il s’agit des gardes chargés de la police du Temple (voir v. 52). pour s’entendre avec eux sur la manière dont il leur livrerait Jésus. 5Ils en furent tout réjouis et convinrent de lui donner de l’argent. 6Il accepta et, dès lors, il chercha une occasion favorable pour leur livrer Jésus à l’insu de la foule.
Jésus célèbre la Pâque avec ses disciples
(Mt 26.17-19 ; Mc 14.12-16)
7Le jour de la fête des Pains sans levain, où l’on devait tuer l’agneau de la Pâque, arriva. 8Jésus envoya Pierre et Jean en leur disant : Allez nous préparer le repas de la Pâque.
9– Où veux-tu que nous le préparions ? lui demandèrent-ils.
10– Eh bien, quand vous entrerez dans la ville, vous rencontrerez un homme portant une cruche d’eau. Suivez-le jusqu’à la maison où il entrera. 11Et voici comment vous parlerez au maître de maison : « Le Maître te fait dire : Où est la pièce où je prendrai le repas de la Pâque avec mes disciples ? » 12Alors il vous montrera, à l’étage supérieur, une grande pièce aménagée ; c’est là que vous ferez les préparatifs.
13Ils partirent donc, trouvèrent tout comme Jésus le leur avait dit et préparèrent le repas de la Pâque.
(Mt 26.26-29 ; Mc 14.22-25 ; voir 1 Co 11.23-25)
14Quand ce fut l’heure, Jésus se mit à table, avec les apôtres. 15Il leur dit : J’ai vivement désiré célébrer cette Pâque avec vous avant de souffrir. 16En effet, je vous le déclare, je ne la mangerai plus jusqu’au jour où tout ce qu’elle signifie sera accompli dans le royaume de Dieu.
17Puis il prit une coupe, prononça la prière de reconnaissance et dit : Prenez cette coupe et partagez-la entre vous, 18car, je vous le déclare : dorénavant, je ne boirai plus du fruit de la vigne jusqu’à ce que le royaume de Dieu vienne.
19Ensuite il prit du pain, remercia Dieu, le partagea en morceaux qu’il leur donna en disant : Ceci est mon corps [qui est donné pour vous. Faites cela en souvenir de moi.
20Après le repas, il fit de même pour la coupe, en disant : Ceci est la coupe de la nouvelle alliance conclue par mon sang qui va être versé pour vous…22.20 Les mots entre crochets sont absents de certains manuscrits. . ]
(Mt 26.20-25 ; Mc 14.17-21)
21D’ailleurs, voici, celui qui va me trahir est ici, à table avec moi. 22Certes, le Fils de l’homme s’en va selon ce que Dieu a décidé, mais malheur à l’homme par qui il est trahi !
23Alors les disciples se demandèrent les uns aux autres lequel d’entre eux allait faire cela.
Grandeur et service
(Mt 20.25-28 ; Mc 10.42-45)
24Les disciples eurent une vive discussion : il s’agissait de savoir lequel d’entre eux devait être considéré comme le plus grand.
25Jésus intervint : Les rois des nations, dit-il, dominent leurs peuples, et ceux qui exercent l’autorité sur elles se font appeler leurs « bienfaiteurs22.25 Le titre de bienfaiteur (grec : Evergète) était porté par divers rois de l’Antiquité.». 26Il ne faut pas que vous agissiez ainsi. Au contraire, que le plus grand parmi vous soit comme le plus jeune, et que celui qui gouverne soit comme le serviteur. 27A votre avis, qui est le plus grand ? Celui qui est assis à table, ou celui qui sert ? N’est-ce pas celui qui est assis à table ? Eh bien, moi, au milieu de vous, je suis comme le serviteur…
(Mt 19.28)
28Vous êtes restés fidèlement avec moi au cours de mes épreuves. 29C’est pourquoi, comme mon Père m’a donné le royaume, je vous le donne, à mon tour : 30vous mangerez et vous boirez à ma table, dans mon royaume, et vous siégerez sur des trônes pour gouverner les douze tribus d’Israël.
Jésus annonce le reniement de Pierre
(Mt 26.31-35 ; Mc 14.27-31 ; Jn 13.36-38)
31Simon, Simon ! fais attention : Satan vous a réclamés pour vous passer tous au crible, comme on secoue le blé pour le séparer de la bale. 32Mais moi, j’ai prié pour toi, pour que la foi ne vienne pas à te manquer. Et toi, le jour où tu seras revenu à moi, fortifie tes frères.
33– Seigneur, lui dit Simon, je suis prêt, s’il le faut, à aller en prison avec toi, ou même à mourir !
34– Pierre, reprit Jésus, je te l’assure : aujourd’hui même, avant que le coq chante, tu auras, par trois fois, nié de me connaître.
Sur le mont des Oliviers
35Puis, s’adressant à l’ensemble des disciples, il continua : Quand je vous ai envoyés sans bourse, ni sac de voyage, ni sandales, avez-vous manqué de quoi que ce soit ?
– De rien, dirent-ils.
36– Eh bien maintenant, poursuivit-il, si vous avez une bourse, prenez-la ; de même, si vous avez un sac, prenez-le, et si vous n’avez pas d’épée, vendez votre manteau pour en acheter une. 37Car il est écrit : Il a été mis au nombre des criminels22.37 Es 53.12., et cette parole doit s’accomplir pour moi. Car tout ce qui a été écrit de moi va s’accomplir.
38– Seigneur, lui dirent-ils, voilà justement deux épées.
– Cela suffit ! leur répondit-il.
(Mt 26.36-45 ; Mc 14.32-41)
39Alors il sortit et se dirigea, comme d’habitude, vers le mont des Oliviers. Ses disciples s’y rendirent aussi avec lui. 40Quand il fut arrivé, il leur dit : Priez pour ne pas céder à la tentation22.40 Autre traduction : pour ne pas entrer en tentation..
41Puis il se retira à la distance d’un jet de pierre, se mit à genoux et pria ainsi : 42O Père, si tu le veux, écarte de moi cette coupe22.42 Voir note Mt 26.39.! Toutefois, que ta volonté soit faite, et non la mienne.
[43Un ange venu du ciel lui apparut et le fortifia. 44L’angoisse le saisit, sa prière se fit de plus en plus pressante, sa sueur devint comme des gouttes de sang qui tombaient à terre22.44 Les mots entre crochets sont absents de certains manuscrits..]
45Après avoir ainsi prié, il se releva et s’approcha de ses disciples. Il les trouva endormis, tant ils étaient accablés de tristesse.
46– Pourquoi dormez-vous ? leur dit-il. Debout ! Et priez pour ne pas céder à la tentation22.46 Voir 22.40 et note..
L’arrestation de Jésus
(Mt 26.47-55 ; Mc 14.43-49 ; Jn 18.2-11)
47Il n’avait pas fini de parler, quand toute une troupe surgit. A sa tête marchait le nommé Judas, l’un des Douze. Il s’approcha de Jésus pour l’embrasser. 48Mais Jésus lui dit : Judas, c’est par un baiser que tu trahis le Fils de l’homme !
49En voyant ce qui allait se passer, les compagnons de Jésus lui demandèrent : Maître, devons-nous frapper avec nos épées ?
50Et, immédiatement, l’un d’eux frappa le serviteur du grand-prêtre et lui emporta l’oreille droite. 51Mais Jésus les retint en disant : Laissez faire, même ceci22.51 Autre traduction : laissez, tenez-vous-en là.!
Puis il toucha l’oreille du blessé et le guérit. 52Il se tourna ensuite vers les chefs des prêtres, les chefs des gardes du Temple et les responsables du peuple qui avaient accompagné cette troupe pour le prendre.
– Me prenez-vous pour un bandit pour que vous soyez venus avec épées et gourdins ? 53J’étais chaque jour avec vous dans la cour du Temple, et personne n’a mis la main sur moi ; mais maintenant c’est votre heure et les ténèbres vont exercer leur pouvoir.
Pierre renie son Maître
(Mt 26.57-58 ; Mc 14.53-54 ; Jn 18.15-16)
54Alors ils se saisirent de lui et le conduisirent dans le palais du grand-prêtre. Pierre suivait à distance. 55Au milieu de la cour, on avait allumé un feu et les gens étaient assis autour. Pierre s’assit au milieu du groupe.
(Mt 26.69-75 ; Mc 14.66-72 ; Jn 18.17-18, 25-27)
56Une servante, en le voyant là près du feu, l’observa à la clarté de la flamme et dit : En voilà un qui était aussi avec lui.
57Mais Pierre le nia en disant : Mais non, je ne connais pas cet homme.
58Peu après, quelqu’un d’autre, en apercevant Pierre, l’interpella : Toi aussi, tu fais partie de ces gens !
– Mais non, déclara Pierre, je n’en suis pas !
59Environ une heure plus tard, un autre encore soutint avec insistance : C’est sûr, cet homme-là était aussi avec lui ! D’ailleurs, c’est un Galiléen !
60– Mais non, je ne sais pas ce que tu veux dire, s’écria Pierre.
Au même instant, alors qu’il était encore en train de parler, le coq se mit à chanter. 61Le Seigneur se retourna et posa son regard sur Pierre. Alors Pierre se souvint de ce que le Seigneur lui avait dit : « Avant que le coq chante aujourd’hui, tu m’auras renié trois fois ! » 62Il se glissa dehors et se mit à pleurer amèrement.
(Mt 26.67-68 ; Mc 14.65)
63Les hommes qui gardaient Jésus se moquaient de lui et le frappaient. 64Ils lui couvraient le visage et criaient : Hé ! Fais le prophète ! Dis-nous qui te frappe !
65Et ils l’accablaient d’injures.
Jésus devant le Grand-Conseil
(Mt 26.59-65 ; 27.1 ; Mc 14.55-64 ; 15.1 ; Jn 18.19-24)
66Dès le point du jour, les responsables du peuple, les chefs des prêtres et les spécialistes de la Loi se réunirent et firent amener Jésus devant leur Grand-Conseil. 67L’interrogatoire commença : Si tu es le Messie, déclare-le-nous.
Jésus leur dit : Si je vous réponds, vous ne croirez pas, 68et si je vous pose des questions, vous ne me répondrez pas. 69Mais à partir de maintenant, le Fils de l’homme siégera à la droite du Dieu tout-puissant22.69 Ps 110.1 ; Dn 7.13..
70Alors ils se mirent à crier tous ensemble : Tu es donc le Fils de Dieu !
– Vous dites vous-mêmes que je le suis, répondit Jésus.
71Là-dessus ils s’écrièrent : Qu’avons-nous encore besoin de témoignages ? Nous venons de l’entendre nous-mêmes de sa bouche.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
Matt. 26,1-5; Mark. 14,1-2
1Tiden for påskefesten22,1 Teksten siger egentlig: „de usyrnede brøds fest” både i vers 1 og 7, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Dels selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og dels den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. nærmede sig. 2Ypperstepræsterne og de skriftlærde drøftede, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel, uden at der blev uroligheder.
Judas beslutter at forråde Jesus
Matt. 26,14-16; Mark. 14,10-11
3Da fór Djævelen i Judas Iskariot, som var en af de Tolv. 4Han opsøgte ypperstepræsterne og lederne af det vagtmandskab, der hørte til templet, og han forklarede dem, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. 5Det var de glade for at høre, og de lovede ham en vis sum penge. 6Judas accepterede, og fra det øjeblik ventede han på en gunstig anledning, hvor Jesus ikke var omgivet af en masse mennesker.
Forberedelsen til påskemåltidet
Matt. 26,17-19; Mark. 14,12-16
7Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. 8Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han.
9„Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de.
10„Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind, 11og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 12Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
13Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Påskemåltidet påbegyndes
14Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet.22,14 Påskemåltidet begyndte altid efter solnedgang. Man lå på siden på hynder eller lave brikse omkring et lavt bord, der sandsynligvis var formet som et U. 15Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, 16for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.”
17Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer, 18for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.”
Jesus indstifter den nye pagt
Matt. 26,26-29; Mark. 14,22-25; 1.Kor. 11,23-25
19Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, gav det videre til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som ofres for jer. Spis det til minde om mig.”
20Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.”
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
Matt. 26,21-24; Mark. 14,18-21; Joh. 13,21-25
21Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. 22Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!”
23Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget.
Lederskab i Guds rige
Matt. 20,25-28; 19,28; Mark. 10,42-45
24Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. 25Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører. 26Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang. 27Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
28I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser. 29Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu, 30at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.”
Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham
Matt. 26,33-35; Mark. 14,29-31; Joh. 13,36-38
31Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, 32men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”
33„Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”
34„Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Hårde tider forude
35Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.
36„Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. 37Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’22,37 Citatet er fra Es. 53,12. Se også Sl. 22,17. Både Es. 53 og Sl. 22 har mange andre profetier om Messias, som Jesus opfyldte. vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”
38„Se, Herre! Vi har to sværd!”
„Nok om det,” svarede Jesus.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
Matt. 26,36-46; Mark. 14,32-42
39Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. 40Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”
41Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: 42„Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” 43Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. 44Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.22,43-44 Disse to vers mangler i de bedste håndskrifter og er sandsynligvis tilføjet fra en mundtlig tradition.
45Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. 46„Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Matt. 26,47-56; Mark. 14,43-49; Joh. 18,3-11
47Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. 48„Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.
49Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” 50Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. 51„Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.
52Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! 53Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham
Matt. 26,57-58.69-75; Mark. 14,53-54.66-72; Joh. 18,12-18.25-27
54Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. 55Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. 56En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”
57„Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.
58Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.
„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.
59En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”
60Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!”
Netop da var der en hane, der galede.
61Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” 62Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Jesus bliver hånet af vagterne
Matt. 26,67-68; Mark. 14,65
63Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. 64De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” 65Også på mange andre måder hånede de ham.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
Matt. 26,59-66; Mark. 14,55-64; Joh. 18,19-24
66Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, 67og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”
„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. 68„Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. 69Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”
70Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”
Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”
71„Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”
