La Bible du Semeur

Jonas 1

La fuite de Jonas

1L’Eternel adressa la parole à Jonas[a], fils d’Amittaï, en ces termes: Mets-toi en route, va à Ninive[b] la grande ville et proclame des menaces contre ses habitants, car l’écho de leur méchanceté est parvenu jusqu’à moi.

Jonas se mit en route pour s’enfuir à Tarsis[c], loin de la présence de l’Eternel. Il descendit au port de Jaffa[d], où il trouva un navire en partance pour Tarsis. Il paya le prix de la traversée et descendit dans le bateau pour aller avec l’équipage à Tarsis, loin de la présence de l’Eternel.

Mais l’Eternel fit souffler un grand vent sur la mer et déchaîna une si grande tempête que le navire menaçait de se briser. Les marins furent saisis de crainte, et chacun se mit à implorer son dieu. Puis ils jetèrent la cargaison par-dessus bord pour alléger le navire. Quant à Jonas, il était descendu dans la cale du bateau, il s’était couché et dormait profondément. Le capitaine s’approcha de lui et l’interpella: Hé quoi! Tu dors! Mets-toi debout et prie ton Dieu. Peut-être Dieu se souciera-t-il de nous et nous ne périrons pas.

Pendant ce temps, les matelots se dirent entre eux: Allons, tirons au sort pour savoir qui nous attire ce malheur.

Ils tirèrent donc au sort et Jonas fut désigné. Alors ils lui demandèrent: Fais-nous savoir qui nous attire ce malheur! Quelles sont tes occupations? D’où viens-tu? De quel pays? Et de quel peuple es-tu?

Jonas leur répondit: Je suis hébreu et je crains l’Eternel, le Dieu du ciel qui a fait la mer et la terre.

10 Il leur apprit qu’il s’enfuyait loin de la présence de l’Eternel. Aussi ces hommes furent-ils saisis d’une grande crainte et lui dirent: Pourquoi as-tu fait cela?

11 Comme la mer se démontait de plus en plus, ils lui demandèrent: Que te ferons-nous pour que la mer se calme et cesse de nous être contraire?

12 Il leur répondit: Prenez-moi et jetez-moi à la mer, et la mer se calmera, car je sais bien que c’est à cause de moi que cette grande tempête s’est déchaînée contre vous.

13 Ces hommes se mirent d’abord à ramer de toutes leurs forces pour regagner la côte, mais ils n’y parvinrent pas, car la mer se déchaînait toujours plus contre eux. 14 Alors ils crièrent à l’Eternel et dirent: O Eternel, nous t’en prions, ne nous fais pas périr à cause de cet homme et ne nous tiens pas responsables de la mort d’un innocent. Car toi, ô Eternel, tu as fait ce que tu as voulu.

15 Puis ils prirent Jonas et le jetèrent par-dessus bord. Aussitôt, la mer en furie se calma. 16 Alors l’équipage fut saisi d’une grande crainte envers l’Eternel; ils lui offrirent un sacrifice et s’engagèrent envers lui par des vœux.

Notas al pie

  1. 1.1 Sur Jonas, voir 2 R 14.25-27.
  2. 1.2 Capitale de l’Empire assyrien, l’une des grandes puissances de l’époque.
  3. 1.3 A l’opposé de la direction dans laquelle l’Eternel l’envoyait, peut-être Tartessos en Espagne, colonie minière phénicienne située près de Gibraltar.
  4. 1.3 Port maritime de Jérusalem, aujourd’hui faubourg de Tel-Aviv (voir Ac 10.5).

Bibelen på hverdagsdansk

Jonas 1

Jonas nægter at adlyde Gud

1En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.[a] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10 Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11 Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12 „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

13 Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14 Så råbte de til Jonasʼ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16 Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.

Notas al pie

  1. 1,3 Mange mener, at Tarshish lå i Spanien, men det vides ikke med sikkerhed. Jafo eller Joppe svarer til det nuværende Jaffa.