La Bible du Semeur

Genèse 48:1-22

Jacob adopte les fils de Joseph et les bénit

1Peu après cela, on vint prévenir Joseph que son père était malade. Il prit avec lui ses deux fils Manassé et Ephraïm. 2On annonça à Jacob que son fils Joseph venait le voir. Israël rassembla ses forces et s’assit sur sa couche. 3Jacob dit à Joseph : Le Dieu tout-puissant m’est apparu à Louz au pays de Canaan et il m’a béni48.3 Pour les v. 3-4, voir Gn 28.13-14. Voir Ac 7.5.. 4Il m’a dit : « Je te rends fécond et te multiplierai, je te ferai devenir une multitude de peuples et, après toi, je donnerai ce pays pour toujours en propriété à ta descendance. » 5Et maintenant, les deux fils qui te sont nés en Egypte, avant mon arrivée ici, je les adopte comme miens. Ephraïm et Manassé seront mes fils au même titre que Ruben et Siméon48.5 Ephraïm et Manassé deviendront chefs de tribus à la place de Joseph.. 6Quant aux enfants qui te naîtront après eux, ils seront à toi. C’est au nom de leurs frères aînés qu’ils recevront leur part d’héritage. 7Car lorsque je revenais de Paddân-Aram, j’eus la douleur de voir Rachel mourir au pays de Canaan à peu de distance d’Ephrata. C’est là, sur le chemin d’Ephrata – qui s’appelle Bethléhem – que je l’ai enterrée.

8Israël regarda les fils de Joseph et demanda : Qui est-ce ?

9Joseph lui répondit : Ce sont les fils que Dieu m’a donnés dans ce pays.

– Fais-les approcher, je te prie, dit Jacob, pour que je les bénisse.

10La vue d’Israël était affaiblie par l’âge de sorte qu’il n’y voyait plus. Il les fit donc approcher de lui et les embrassa. 11Israël dit à Joseph : Je ne m’imaginais pas te revoir et voici que Dieu me fait voir même tes descendants.

12Joseph reprit ses deux enfants d’entre les genoux48.12 Jacob avait pris les enfants sur ses genoux (ou entre ses genoux), un geste d’adoption. de son père et se prosterna face contre terre. 13Puis il les prit tous les deux, Ephraïm à sa droite – donc à gauche d’Israël – et Manassé à sa gauche – donc à la droite de son père – et les fit approcher de lui. 14Mais Israël tendit la main droite et la posa sur la tête d’Ephraïm, qui était le plus jeune, et sa main gauche sur la tête de Manassé. Il croisa donc ses mains, bien que Manassé fût l’aîné.

15Il bénit Joseph et dit :

Que ces garçons |soient bénis par le Dieu

devant qui ont vécu mes pères |Abraham et Isaac,

le Dieu qui a pris soin de moi |comme un berger |depuis que j’existe et jusqu’à ce jour,

16l’ange qui m’a délivré de tout mal.

Qu’ils perpétuent mon nom |et celui de mes pères |Abraham et Isaac !

Qu’ils aient beaucoup d’enfants |partout dans le pays.

17Joseph remarqua que son père avait posé sa main droite sur la tête d’Ephraïm. Cela lui déplut et il prit la main de son père pour la faire passer de la tête d’Ephraïm sur celle de Manassé. 18Il dit à son père : Pas ainsi, mon père, c’est celui-là l’aîné ; mets donc ta main droite sur sa tête.

19Mais son père refusa et dit : Je sais, mon fils, je sais. Celui-là aussi deviendra un peuple ! Lui aussi sera grand. Pourtant son frère cadet sera plus grand que lui et sa descendance formera plusieurs peuples.

20Ce jour-là, il les bénit ainsi :

Le peuple d’Israël vous nommera dans ses bénédictions en disant : « Que Dieu te rende semblable à Ephraïm et à Manassé ! »

Ainsi il plaça Ephraïm avant Manassé. 21Puis Israël dit à Joseph : Je vais bientôt mourir. Dieu sera avec vous et vous fera retourner au pays de vos ancêtres. 22Quant à moi, je te donne une part de plus qu’à tes frères : Sichem48.22 En hébreu, un seul terme a été rendu deux fois, par part et par Sichem, à cause d’un jeu sur les deux sens de ce terme., que j’ai conquise sur les Amoréens avec mon épée et mon arc.

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 48:1-22

Jakob velsigner Josefs sønner

1Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. 2Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. 3Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. 4Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”

5„Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. 6Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. 7Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) 8Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Er det dine sønner?” spurgte han.

9„Ja,” svarede Josef, „det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”

„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” 10Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, 11og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”

12Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. 13Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. 14Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. 15Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, 16den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”

17Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. 18„Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”

19Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” 20Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:

„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.

21Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kana’an, det land, han lovede jeres forfædre. 22Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”