Ezéchiel 33 – BDS & BPH

La Bible du Semeur

Ezéchiel 33:1-33

Le rétablissement d’Israël

La nouvelle mission

Le guetteur responsable

1L’Eternel m’adressa la parole en ces termes :

2Fils d’homme, parle aux gens de ton peuple et dis-leur : « Supposez que j’envoie la guerre contre un pays et que les gens de l’endroit prennent l’un des leurs pour le poster comme sentinelle. 3Lorsque cet homme voit l’armée ennemie s’avancer dans le pays, il sonne du cor pour donner l’alarme à la population.

4Si alors quelqu’un entend la sonnerie du cor mais ne tient pas compte de l’avertissement, il sera seul responsable de sa mort si l’ennemi survient et le tue : 5il a entendu la sonnerie du cor et il ne s’est pas laissé avertir ; il est donc seul responsable de sa mort. S’il tient compte de l’avertissement, il aura la vie sauve.

6Mais si la sentinelle voit venir l’ennemi et ne sonne pas du cor, de sorte que le peuple ne soit pas averti, si alors l’ennemi survient et tue un membre du peuple, cette personne périra bien par suite de ses propres fautes, mais je demanderai compte de sa mort à la sentinelle.

7Eh bien, toi, fils d’homme, je t’ai posté comme sentinelle pour la communauté d’Israël : tu écouteras la parole qui sort de ma bouche et tu les avertiras de ma part. 8Si je dis au méchant : “Toi qui es méchant, tu vas mourir”, et si tu ne dis rien pour l’avertir de changer de conduite, ce méchant mourra à cause de sa faute, mais je te demanderai compte de sa mort.

9Si, au contraire, tu avertis le méchant en lui demandant d’abandonner sa mauvaise conduite, et s’il ne l’abandonne pas, il mourra à cause de sa faute, mais toi, tu auras la vie sauve. »

Convertissez-vous

10Fils d’homme, dis à la communauté d’Israël : « Vous demandez : “Comment pourrions-nous vivre puisque nos rébellions et nos fautes pèsent sur nous et que nous dépérissons à cause d’elles ?” »

11Dis-leur : « Aussi vrai que je suis vivant, le Seigneur, l’Eternel, le déclare, je ne prends aucun plaisir à la mort du méchant, mais je désire qu’il abandonne sa mauvaise conduite et qu’il vive. Détournez-vous, détournez-vous donc de votre mauvaise conduite ! Pourquoi devriez-vous mourir, gens d’Israël ? »

12Et toi, fils d’homme, dis aux membres de ton peuple : « Si un homme juste tombe dans le péché, la conduite juste qu’il avait manifestée jusque-là ne le sauvera pas. De même, si le méchant abandonne sa mauvaise conduite, sa perversité passée ne causera pas sa perte. La conduite juste qu’il a eue par le passé ne permettra pas au juste d’avoir la vie sauve au jour où il se met à pécher. »

13Quand bien même j’aurais dit au juste qu’il vivrait, si, fort de sa droiture, il se met à commettre le mal, on ne tiendra plus compte de toute sa conduite juste et il mourra à cause du mal qu’il aura commis. 14Et quand bien même j’aurais dit au méchant : « Tu vas mourir », s’il abandonne ses fautes et fait ce qui est droit et juste, il vivra. 15S’il restitue le gage qu’il a exigé et rend ce qu’il a volé, s’il se conforme aux commandements qui font obtenir la vie et cesse de faire le mal, certainement, il vivra ; il ne mourra pas. 16On ne tiendra plus compte de tous les péchés qu’il a commis ; puisqu’il agit de façon droite et juste, il vivra.

17Les gens de ton peuple disent : « La manière d’agir du Seigneur n’est pas équitable. » Mais c’est leur manière d’agir qui n’est pas équitable. 18Lorsqu’un juste cesse de se conduire selon la justice et commet le mal, il mourra pour cela. 19Et lorsqu’un méchant se détourne de sa méchanceté et fait ce qui est droit et juste, il vivra pour cela. 20Comment osez-vous dire que ma manière d’agir n’est pas équitable ? Je vous jugerai, chacun selon sa conduite, gens d’Israël !

Jérusalem est prise

21Le cinquième jour du dixième mois de la onzième année33.21 la onzième année: d’après certains manuscrits hébreux et l’ancienne version grecque, ce qui mène vers janvier 586 av. J.-C. (voir 2 R 25.8-9 ; Jr 39.2). Le texte hébreu traditionnel a : la douzième année. de notre captivité, un rescapé de Jérusalem arriva vers moi pour m’annoncer que la ville était tombée. 22Or, le soir précédant son arrivée, la main de l’Eternel s’était posée sur moi et le Seigneur m’avait rendu la parole avant que ce fugitif vienne vers moi le matin. Il m’avait ouvert la bouche de sorte que mon mutisme avait cessé33.22 Voir 3.26 ; 24.27.. 23Et l’Eternel m’adressa la parole en ces termes :

24Fils d’homme, ceux qui habitent au milieu de ces ruines amoncelées sur la terre d’Israël parlent ainsi : « Abraham était tout seul lorsqu’il a reçu la possession du pays, mais nous, nous sommes nombreux, et le pays nous a été donné en possession. » 25Réponds-leur donc : « Voici ce que le Seigneur, l’Eternel, déclare : Vous mangez de la viande avec le sang33.25 Voir Gn 9.4 ; Lv 17.12., vous levez les yeux vers vos idoles, vous versez le sang, et vous posséderiez le pays ! 26Vous vous fiez à votre épée, vous commettez des actes abominables, chacun de vous déshonore la femme de son prochain, et vous posséderiez le pays ?

27Voici ce que tu leur diras : Le Seigneur, l’Eternel, déclare : Aussi vrai que je suis vivant, ceux qui sont parmi les ruines périront par l’épée, ceux qui sont dans la campagne seront livrés en pâture aux bêtes sauvages, et ceux qui se seront réfugiés dans les forteresses et dans les cavernes mourront de la peste. 28Je transformerai le pays en une terre dévastée et déserte. Je mettrai fin à sa puissance dont il s’enorgueillit, et les montagnes d’Israël seront si dévastées que personne n’y passera plus. 29Alors ils reconnaîtront que je suis l’Eternel, quand j’aurai réduit le pays en une terre dévastée et déserte, à cause de tous les actes abominables qu’ils ont commis. »

Le prophète : un chanteur de charme ?

30Quant à toi, fils d’homme, les gens de ton peuple jasent sur ton compte le long des murs et, aux portes des maisons, ils bavardent entre eux en disant l’un à l’autre : « Venez donc écouter quelle est la parole qui vient de l’Eternel ! » 31Puis ils accourent en foule chez toi. Les gens de mon peuple s’assoient devant toi, ils écoutent bien tes paroles mais ne les traduisent pas en actes, car ils ne parlent que de choses plaisantes, et dans leur cœur, ils ne recherchent que leur intérêt. 32Au fond, tu n’es rien de plus pour eux qu’un chanteur de charme, quelqu’un qui a une belle voix ou qui joue bien de son instrument ; ils écoutent donc tes paroles, mais ne les traduisent pas en actes.

33Cependant, quand tout ce que tu as prédit se réalisera – et c’est déjà en train de s’accomplir – ils reconnaîtront qu’il y avait un prophète au milieu d’eux.

Bibelen på hverdagsdansk

Ezekiels Bog 33:1-33

Ezekiel som Guds vagtpost i Israel

1Herren sagde til mig: 2„Du menneske, tal til dit folk og giv dem følgende budskab: Når jeg sender en fjendtlig hær imod et land, udpeger landets befolkning en vagtpost. 3Og når vagtposten får øje på den fremstormende hær, blæser han straks alarm, så folket er advaret. 4Hvis der nu er nogle, der ikke tager advarslen alvorligt, og derfor senere bliver dræbt, så er det deres egen skyld. 5For de hørte jo alarmen, men rettede sig ikke efter den. De er selv skyld i deres død, for hvis de havde lyttet til advarslen, kunne de have reddet livet. 6Men hvis nu vagtposten ser den fremstormende hær og ikke blæser alarm for at advare folket, så er det vagtposten, der er skyld i, at de omkommer. Folket dør godt nok på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve vagtposten til regnskab for deres død.

7Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. 8Hvis jeg siger, at nogle onde mennesker skal dø for deres ondskabs skyld, og hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig, da skal de onde mennesker godt nok dø på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. 9Advarer du dem derimod, og de nægter at omvende sig, skal de dø på grund af deres synder, men du er uden skyld i deres død.

10Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. 11Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?

12Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.

13Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. 14Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. 15Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. 16De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.

17‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? 18Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? 19Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? 20Hvordan kan I påstå, at det ikke er fair? Bør jeg ikke dømme jer efter jeres handlinger?”

21På den femte dag i den tiende måned i det 12. år af vores eksil ankom en flygtning fra Jerusalem og meddelte, at byen var faldet. 22Aftenen før havde jeg oplevet Herrens kraft over mig, så da manden fra Jerusalem ankom, kunne jeg igen tale.33,22 Jf. 3,26 og 24,25-27. 23Herren sagde da til mig:

24„Du menneske, de overlevende fra Judas folk, som bor spredt mellem ruinerne i Israels land, siger: ‚Abraham var kun én person, men han fik lovning på at få hele det hellige land i eje. Vi er alle sammen hans efterkommere, så det løfte må også gælde os.’ 25Men jeg, Herren, siger: I spiser kød med blod i, dyrker jeres afskyelige afguder og begår mord. Tror I så, at jeg vil give jer landet i eje? 26I stoler på jeres egne våben. I begår de frygteligste synder og er ægteskabsbrydere alle sammen. Og I vil have landet tilbage?

27Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal de overlevende blandt Judas ruiner også falde for sværdet! De, som prøver at skjule sig i det fri, skal ædes af de vilde dyr, og de, som gemmer sig i fæstninger og huler, skal dø af sygdom. 28Jeg gør landet til en ødemark og knækker dets stolthed. Jeg gør bjergene så øde, at ingen tør rejse gennem dem. 29Når jeg har lagt hele landet i ruiner som følge af folkets synder, vil de indse, at jeg er Herren.

30Du menneske, dine landsmænd taler om dig, når de mødes ved murene og i døråbningerne. ‚Kom, lad os gå hen og høre, hvilke budskaber Herren har til os,’ siger de. 31Så stimler de sammen hos dig og sætter sig ned for at høre på dig. Men de har ikke tænkt sig at adlyde mine ord, for de taler altid om deres egne ønsker, og de er mest optaget af at søge efter penge og profit. 32For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde. 33Men når profetierne bliver til virkelighed—og vær sikker på, at hvert eneste ord vil gå i opfyldelse—vil de indse, at det var en Herrens profet, der talte til dem.”