1Moi, Nabuchodonosor, je vivais tranquille dans ma maison et je jouissais de la prospérité dans mon palais. 2J’ai alors fait un rêve qui m’a rempli d’effroi ; les pensées qui m’ont hanté sur mon lit et les visions de mon esprit m’ont épouvanté. 3J’ai donc ordonné de convoquer auprès de moi tous les sages de Babylone, pour qu’ils me fassent connaître l’interprétation de mon rêve. 4Les mages, les magiciens, les astrologues et les devins se sont présentés. Je leur ai exposé le rêve, mais ils n’ont pas pu m’en faire connaître l’interprétation.
5A la fin, s’est présenté devant moi Daniel, nommé aussi Beltshatsar, d’après le nom de mon dieu4.5 Voir 1.7 et note.. L’esprit des dieux saints réside en lui. Je lui ai raconté mon rêve et je lui ai dit : 6Beltshatsar, chef des mages, je sais que l’esprit des dieux saints réside en toi, et qu’aucun mystère n’est trop difficile pour toi, écoute donc les visions que j’ai eues dans mon rêve et donne-m’en l’interprétation. 7Voici quelles étaient les visions de mon esprit pendant que j’étais couché sur mon lit : je regardais et voici ce que j’ai vu :
Au milieu de la terre ╵se dressait un grand arbre, ╵dont la hauteur était immense.
8L’arbre grandit ╵et devint vigoureux.
Son sommet atteignait le ciel ;
et l’on pouvait le voir ╵depuis les confins de la terre.
9Son feuillage était magnifique
et ses fruits abondants.
Il portait de la nourriture ╵pour tout être vivant.
Les animaux sauvages ╵venaient s’abriter à son ombre
et les oiseaux ╵se nichaient dans ses branches.
Tous les êtres vivants ╵se nourrissaient de ses produits.
10Pendant que, sur mon lit, je contemplais les visions de mon esprit, je vis apparaître un de ceux qui veillent4.10 Dans la Bible, le terme « veillants » pour désigner les anges se trouve seulement dans Daniel, mais il est fréquent dans les livres apocryphes., un saint qui descendait du ciel. 11Il cria d’une voix forte :
« Abattez l’arbre ! ╵Coupez ses branches !
Arrachez son feuillage ╵et dispersez ses fruits,
et que les animaux ╵s’enfuient de dessous lui,
que les oiseaux ╵quittent ses branches !
12Laissez cependant dans la terre ╵la souche et ses racines,
liées de chaînes de fer et de bronze
au milieu de l’herbe des champs.
Qu’il soit trempé ╵de la rosée du ciel,
qu’il se nourrisse d’herbe ╵avec les animaux.
13Cet homme perdra la raison
et se prendra pour une bête
jusqu’à ce qu’aient passé sept temps4.13 Ce terme, qui peut avoir le sens de « temps » (2.8), de « moment » (3.5) ou de « saison », désigne ici très certainement une année (voir 7.25). De même dans les v. 20, 22, 29..
14Cette sentence ╵est un décret de ceux qui veillent ;
cette résolution ╵est un ordre des saints,
afin que tous les vivants sachent ╵que le Très-Haut domine ╵sur toute royauté humaine,
qu’il accorde la royauté ╵à qui il veut,
et qu’il établit roi ╵le plus insignifiant des hommes. »
15Tel est le rêve que j’ai eu, moi le roi Nabuchodonosor. Quant à toi, Beltshatsar, donne-m’en l’interprétation puisque tous les sages de mon royaume s’en sont montrés incapables ; mais toi, tu le peux, car l’esprit des dieux saints réside en toi.
Daniel interprète le rêve
16Alors Daniel, nommé aussi Beltshatsar, demeura un moment interloqué : ses pensées l’effrayaient. Le roi reprit et dit : Beltshatsar, que le songe et son explication ne t’effraient pas !
– Mon Seigneur, répondit Beltshatsar, je souhaiterais que ce songe s’applique à tes ennemis, et sa signification à tes adversaires !
17Tu as vu un arbre grandir et devenir vigoureux, sa cime touchait le ciel et on le voyait de toute la terre. 18Cet arbre au feuillage magnifique et aux fruits abondants portait de la nourriture pour tous les êtres vivants. Les animaux sauvages venaient s’abriter sous lui et les oiseaux nichaient dans ses branches. 19Cet arbre, ô roi, c’est toi ! Car tu es devenu grand et puissant. Ta grandeur s’est accrue, elle atteint jusqu’au ciel et ta domination s’étend jusqu’aux confins de la terre. 20Le roi a vu ensuite l’un de ceux qui veillent, un saint, descendre du ciel et crier : « Abattez l’arbre et détruisez-le ! Laissez toutefois en terre la souche avec les racines, mais liées de chaînes de fer et de bronze au milieu de l’herbe des champs, qu’il soit trempé de la rosée du ciel, et qu’il se nourrisse d’herbe avec les animaux des champs jusqu’à ce que sept temps aient passé. »
21Voici ce que cela signifie, ô roi ! Il s’agit là d’un décret du Très-Haut prononcé contre mon seigneur le roi.
22On te chassera du milieu des humains et tu vivras parmi les bêtes des champs. On te nourrira d’herbe comme les bœufs et tu seras trempé de la rosée du ciel. Tu seras dans cet état durant sept temps, jusqu’à ce que tu reconnaisses que le Très-Haut est le maître de toute royauté humaine et qu’il accorde la royauté à qui il lui plaît. 23Mais si l’on a ordonné de préserver la souche avec les racines de l’arbre, c’est que la royauté te sera rendue dès que tu auras reconnu que le Dieu des cieux est souverain. 24C’est pourquoi, ô roi, voici mon conseil : puisses-tu juger bon de le suivre ! Détourne-toi de tes péchés et fais ce qui est juste ! Mets un terme à tes injustices en ayant compassion des pauvres ! Peut-être ta tranquillité se prolongera-t-elle.
Le rêve se réalise
25Tous ces événements s’accomplirent pour le roi Nabuchodonosor. 26En effet, douze mois plus tard, il se promenait sur la terrasse du palais royal de Babylone.
27Il prit la parole et dit : N’est-ce pas là Babylone la grande que moi j’ai bâtie pour en faire une résidence royale ? C’est par la grandeur de ma puissance et pour la gloire de ma majesté que j’ai fait cela.
28Ces paroles étaient encore sur ses lèvres, qu’une voix retentit du ciel : Roi Nabuchodonosor, écoute ce qu’on te dit : le pouvoir royal t’est retiré ! 29On te chassera du milieu des humains et tu vivras avec les bêtes des champs, on te nourrira d’herbe comme les bœufs. Tu seras dans cet état durant sept temps, jusqu’à ce que tu reconnaisses que le Très-Haut est maître de toute royauté humaine et qu’il accorde la royauté à qui il lui plaît.
30Au même instant, la sentence prononcée contre Nabuchodonosor fut exécutée : il fut chassé du milieu des hommes, il se mit à manger de l’herbe comme les bœufs et son corps fut trempé par la rosée du ciel, sa chevelure devint aussi longue que des plumes d’aigle et ses ongles ressemblaient aux griffes des oiseaux.
31Au terme du temps annoncé, moi, Nabuchodonosor, je levai les yeux vers le ciel, et la raison me revint. Je remerciai le Très-Haut, je louai celui qui vit éternellement, et je proclamai sa gloire :
sa souveraineté ╵est éternelle
son règne dure d’âge en âge.
32Tous les habitants de la terre ╵ne comptent pour rien devant lui,
et il agit comme il l’entend
envers l’armée des êtres ╵qui vivent dans le ciel ╵et envers les habitants de la terre.
Personne ne peut s’opposer ╵à ses interventions
ou lui reprocher : « Que fais-tu ? »
33A l’heure même, la raison me revint, la gloire de ma royauté, la majesté et la splendeur me furent rendues : mes conseillers et mes dignitaires me rappelèrent et je fus réinstallé sur mon trône avec un surcroît de grandeur. 34Maintenant, moi, Nabuchodonosor, je loue, j’exalte et je glorifie le Roi des cieux, car il agit en accord avec ses paroles4.34 D’autres comprennent : il agit avec droiture. et tout ce qu’il fait est juste, il a le pouvoir d’abaisser ceux qui vivent dans l’orgueil.
1Jeg, Nebukadnezar, levede en magelig og ubekymret tilværelse her i mit palads. 2Men en nat havde jeg en drøm, som forfærdede mig, og de syner, jeg så, gjorde mig skrækslagen. 3Jeg tilkaldte alle Babyloniens astrologer, præster og vismænd, for at de skulle fortælle mig, hvad drømmen betød, 4og de kom alle sammen. Men da jeg fortalte dem, hvad jeg havde drømt, var der ingen af dem, der kunne tyde drømmen for mig. 5Til sidst kaldte jeg Daniel ind, ham som jeg har opkaldt efter min gud og givet navnet Belteshazzar. Han har de hellige guders ånd4,5 Eller: „Den hellige Guds Ånd”. Også i næste vers. i sig.
6„Belteshazzar,” sagde jeg til ham, „du er den klogeste af alle mine vismænd! Jeg ved, at de hellige guders ånd er i dig, og at du kan løse ethvert mysterium. Lad mig fortælle dig min drøm, så du kan tyde den for mig:
7Jeg så et stort træ, som stod midt på jorden. Det var meget højt, 8og det blev ved med at vokse, til toppen nåede himlen. Det kunne ses af alle ud over jorden. 9Bladene var friske og grønne, og grenene var fulde af frugt, så der var mad nok til alle. De vilde dyr søgte ind i træets skygge, fuglene byggede rede i dets grene, og alle levede af træets frugt.
10Derefter så jeg i drømmen en budbringer, en engel, komme ned fra Himlen, 11og han råbte: ‚Fæld træet, så dyrene flygter, og fuglene flyver væk! Hug grenene over! Riv bladene af og spred frugterne! 12Men lad stubben med rødderne være. Lad den stå i græsset med en lænke af jern og bronze omkring.
Han skal leve under åben himmel og gå rundt på græsmarkerne sammen med dyrene. 13Tag hans menneskeforstand fra ham, så han lever som et dyr i syv år.
14Denne dom er bragt af engle, for at alle mennesker kan forstå, at den højeste Gud er Konge over alle konger, og at han ønsker ydmyge ledere.’
15Ja, Belteshazzar, det var, hvad jeg så i min drøm. Fortæl mig nu, hvad det betyder. Ingen af vismændene i mit rige kunne tyde min drøm. Men du kan, for de hellige guders ånd er i dig.”
Daniel tyder drømmen
16Daniel, som jeg kaldte Belteshazzar, stod længe tavs og med et forfærdet udtryk i ansigtet. Til sidst sagde jeg: „Belteshazzar, du skal ikke være bange for at fortælle mig betydningen!”
Belteshazzar svarede: „Deres Majestæt, gid det forfærdelige, som denne drøm forudsiger, gjaldt Deres fjender og ikke Dem! 17Det træ, De så, og som voksede sig stort og nåede himlen, så alle på jorden kunne se det, 18som havde friske grønne blade og frugt nok til føde for alle, i hvis skygge dyrene hvilede, og i hvis grene fuglene byggede rede, 19det træ er Dem selv, Deres Majestæt! De er blevet stor og mægtig, så Deres storhed når til himlen og Deres magt til jordens yderste grænser.
20Det, De derefter så—at en engel kom ned fra Himlen og sagde: ‚Fæld træet og ødelæg det, men lad stubben med rødderne blive stående bundet med en lænke af jern og bronze. Han skal leve under åben himmel, og lad ham æde græs som dyrene, indtil der er gået syv år’— 21det betyder, at den almægtige Gud har besluttet, hvad der skal ske med Dem: 22De vil blive udstødt af menneskenes samfund og skal leve som et dyr. De kommer til at æde græs som kvæget og blive udsat for vejr og vind. I syv år skal De leve på den måde, indtil De indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordiske kongeriger, og at han giver magten til hvem, han vil. 23Men når stubben med rødderne blev efterladt i jorden, betyder det, at han vil give Dem kongeværdigheden igen, så snart De erkender, at det er Himlens Gud, som har magten. 24Lyt derfor til mit råd: Opgiv Deres syndige liv og gør, hvad der er ret. Hold inde med Deres ondskab og vær barmhjertig over for de fattige. Så vil det måske alligevel gå godt for Dem.”
Drømmens opfyldelse
25Det viste sig, at alt, hvad Daniel havde sagt, gik i opfyldelse. 26Tolv måneder senere, da jeg, kong Nebukadnezar, opholdt mig på taget af mit palads i Babylon, 27udbrød jeg: „Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”
28Endnu inden jeg havde talt færdig, lød der en stemme fra Himlen: „Det skal du vide, kong Nebukadnezar, at nu bliver kongedømmet taget fra dig! 29Du vil blive udstødt af menneskenes samfund og kommer til at leve som et dyr og æde græs som kvæget. I syv år skal du leve på den måde, indtil du indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordens konger, og at han giver magten til hvem, han vil.”
30Det varede ikke længe, før det hele gik i opfyldelse. Jeg blev udstødt af menneskenes samfund og måtte æde græs som kvæget. Jeg levede under åben himmel, til mit hår blev langt og stift som ørnefjer, og mine negle blev som fuglekløer.
31Da syv år var gået, bad jeg Himlens Gud om nåde, og jeg fik min forstand igen. Da priste jeg den almægtige Gud og tilbad ham, som lever for evigt. Hans herredømme er evigt, og hans rige får aldrig ende. 32Alverdens nationer er intet at regne i sammenligning med ham. Han råder over en hær af engle og gennemfører sin vilje blandt jordens folk. Ingen kan sætte sig op imod ham eller gå i rette med ham.
33Jeg fik således min forstand igen og fik min tidligere kongelige ære og værdighed tilbage. Mine rådgivere og embedsmænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat på tronen med endnu større magt og herlighed end før. 34Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod.
