La Bible du Semeur

Genèse 1

La création de l’univers

1Au commencement, Dieu créa le ciel et la terre. Or, la terre était chaotique et vide. Les ténèbres couvraient l’abîme, et l’Esprit de Dieu planait au-dessus des eaux.

Et Dieu dit alors: Que la lumière soit!

Et la lumière fut[a]. Dieu vit que la lumière était bonne, et il sépara la lumière des ténèbres. Il appela la lumière: «jour» et les ténèbres: «nuit».

Il y eut un soir, il y eut un matin. Ce fut le premier jour.

Puis Dieu dit: Qu’il y ait une étendue entre les eaux pour les séparer.

Dieu fit l’étendue. Il sépara les eaux qui étaient sous l’étendue des eaux qui étaient au-dessus. Et ce fut ainsi.

Dieu appela cette étendue: «ciel». Il y eut un soir, il y eut un matin: ce fut le deuxième jour.

Puis Dieu dit: Que les eaux d’au-dessous du ciel se rassemblent en un seul endroit pour que la terre ferme paraisse.

Et ce fut ainsi.

10 Dieu appela «terre» la terre ferme, et «mer» l’amas des eaux. Dieu vit que c’était bon.

11 Puis Dieu dit: Que la terre se couvre de verdure, de l’herbe portant sa semence, et de chaque espèce d’arbre produisant du fruit, portant chacun sa semence, partout sur la terre.

Et ce fut ainsi.

12 La terre fit germer de la verdure, chaque espèce d’herbe portant sa semence et chaque espèce d’arbre produisant du fruit, portant chacun sa semence. Dieu vit que c’était bon.

13 Il y eut un soir, il y eut un matin: ce fut le troisième jour.

14 Puis Dieu dit: Que, dans l’étendue du ciel, il y ait des luminaires pour distinguer le jour de la nuit, et pour qu’ils marquent les saisons, les jours et les années. 15 Que, dans l’étendue du ciel, ils servent de luminaires pour illuminer la terre.

Et ce fut ainsi.

16 Dieu fit deux grands luminaires, le plus grand pour qu’il préside au jour, et le plus petit pour qu’il préside à la nuit. Il fit aussi les étoiles. 17 Il les plaça dans l’étendue du ciel pour illuminer la terre, 18 pour présider au jour ainsi qu’à la nuit, et séparer la lumière des ténèbres. Dieu vit que c’était bon.

19 Il y eut un soir, il y eut un matin: ce fut le quatrième jour.

20 Puis Dieu dit: Que les eaux foisonnent d’une multitude d’êtres vivants, et que des oiseaux volent au-dessus de la terre dans l’étendue du ciel!

21 Alors Dieu créa chaque espèce de grands animaux marins et chaque espèce d’êtres vivants qui se meuvent et foisonnent dans les eaux, et chaque espèce d’oiseaux ailés. Dieu vit que c’était bon. 22 Et il les bénit, en ces termes: Soyez féconds, multipliez-vous, remplissez les eaux des mers, et que les oiseaux aussi se multiplient sur la terre.

23 Il y eut un soir, il y eut un matin: ce fut le cinquième jour.

24 Puis Dieu dit: Que la terre produise chaque espèce d’êtres vivants, chaque espèce de bestiaux, de reptiles et d’insectes, ainsi que d’animaux sauvages.

Et ce fut ainsi.

25 Dieu fit chaque espèce d’animaux sauvages, il fit chaque espèce de bestiaux, chaque espèce de reptiles et d’insectes. Dieu vit que c’était bon.

26 Puis Dieu dit: Faisons les hommes[b] de sorte qu’ils soient notre image[c], qu’ils nous ressemblent. Qu’ils dominent sur les poissons de la mer, sur les oiseaux du ciel, sur les bestiaux sur toute la terre et sur tous les reptiles et les insectes.

27 Dieu créa les hommes de sorte qu’ils soient son image, oui, il les créa de sorte qu’ils soient l’image de Dieu. Il les créa homme et femme[d].

28 Dieu les bénit en disant: Soyez féconds, multipliez-vous, remplissez la terre, rendez-vous en maîtres, et dominez les poissons des mers, les oiseaux du ciel et tous les reptiles et les insectes.

29 Et Dieu dit: Voici, je vous donne, pour vous en nourrir, toute plante portant sa semence partout sur la terre, et tous les arbres fruitiers portant leur semence.

30 Je donne aussi à tout animal de la terre, aux oiseaux du ciel, à tout animal qui se meut à ras de terre, et à tout être vivant, toute plante verte pour qu’ils s’en nourrissent.

Et ce fut ainsi.

31 Dieu considéra tout ce qu’il avait créé: c’était très bon.

Il y eut un soir, il y eut un matin: ce fut le sixième jour.

Notas al pie

  1. 1.3 Allusion en 2 Co 4.6.
  2. 1.26 L’hébreu a un singulier collectif qui a valeur de pluriel, puisque les verbes du v. 26 qui suivent sont au pluriel.
  3. 1.26 D’autres comprennent: à notre image. Voir 5.1-12; 9.6; 1 Co 11.7.
  4. 1.27 Cité en Mt 19.4 et Mc 10.6.

Bibelen på hverdagsdansk

1 Mosebog 1

Hvordan Gud skaber universet

1I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.

Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og lyset blev til. Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. Lyset kaldte han dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften og derefter morgen. Det var den første dag.

Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. Hvælvingen kaldte han himmel. Så blev det aften og derefter morgen. Det var den anden dag.

Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. 10 Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.

11 Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. 12 Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. 13 Så blev det aften og derefter morgen. Det var den tredje dag.

14-15 Så sagde Gud: „Der skal være lys på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. 16 Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. 17 Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, 18 til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. 19 Så blev det aften og derefter morgen. Det var den fjerde dag.

20 Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. 21 Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. 22 Han velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange. Fiskene skal fylde havene, og fuglene skal fylde luften.” 23 Så blev det aften og derefter morgen. Det var den femte dag.

24 Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr—kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. 25 Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk.

26 Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det skal herske over alt dyrelivet—fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” 27 Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. 28 Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” 29 Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. 30 Jeg giver græsset og alt grønt til føde for dyrene og fuglene.” Og sådan blev det. 31 Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Så blev det aften og derefter morgen. Det var den sjette dag.