Amplified Bible

Psalm 39

The Vanity of Life.

To the Chief Musician; for Jeduthun. A Psalm of David.

1I said, “I will guard my ways
That I may not sin with my tongue;
I will muzzle my mouth
While the wicked are in my presence.”

I was mute and silent [before my enemies],
I refrained even from good,
And my [a]distress grew worse.

My heart was hot within me.
While I was musing the fire burned;
Then I spoke with my tongue:

Lord, let me know my [life’s] end
And [to appreciate] the extent of my days;
Let me know how frail I am [how transient is my stay here].

“Behold, You have made my days as [short as] hand widths,
And my lifetime is as nothing in Your sight.
Surely every man at his best is a mere breath [a wisp of smoke, a vapor that vanishes]! Selah.

“Surely every man walks around like a shadow [in a charade];
Surely they make an uproar for nothing;
Each one builds up riches, not knowing who will receive them.


“And now, Lord, for what do I expectantly wait?
My hope [my confident expectation] is in You.

“Save me from all my transgressions;
Do not make me the scorn and reproach of the [self-righteous, arrogant] fool.

“I am mute, I do not open my mouth,
Because it is You who has done it.
10 
“Remove Your plague from me;
I am wasting away because of the conflict and opposition of Your hand.
11 
“With rebukes You discipline man for sin;
You consume like a moth what is precious to him;
Surely every man is a mere breath [a wisp of smoke, a vapor that vanishes]. Selah.

12 
“Hear my prayer, O Lord, and listen to my cry;
Do not be silent at my tears;
For I am Your temporary guest,
A sojourner like all my fathers.
13 
“O look away from me, that I may smile and again know joy
Before I depart and am no more.”

Notas al pie

  1. Psalm 39:2 Lit pain.

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 39

Et råb om hjælp i lidelse

1Til korlederen Jedutun: En sang af David.

Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
        Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
    Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
    så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
    for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
    jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
    bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
    Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
    en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
    så jeg kan opleve glæden igen,
        før jeg skal herfra.”