1»¿No tenemos todos una obligación en este mundo?
¿No son nuestros días como los de un jornalero?
2Como el esclavo que espera con ansias la noche,
como el jornalero que ansioso espera su paga,
3meses enteros he vivido en vano;
me han tocado noches de miseria.
4Me acuesto y pienso:
“¿Cuánto falta para que amanezca?”.
La noche se me hace interminable;
me canso de dar vueltas en la cama hasta el amanecer.
5Tengo el cuerpo cubierto de gusanos y de costras;
la piel se me rasga y me supura.
6»Mis días se van más veloces que una lanzadera,
y sin esperanza alguna llegan a su fin.
7Recuerda, oh Dios, que mi vida es un suspiro;
que ya no verán mis ojos la felicidad.
8Los ojos que hoy me ven no me verán mañana;
pondrás en mí tus ojos, pero ya no existiré.
9Como nubes que se diluyen y se pierden,
los que bajan a los dominios de la muerte7:9 bajan … muerte. Lit. bajan al Seol. ya no vuelven a subir.
10Nunca más regresan a su casa;
desaparecen de su lugar.
11»Por lo que a mí toca, no guardaré silencio;
la angustia de mi espíritu me lleva a hablar,
la amargura en que vivo me obliga a protestar.
12¿Soy acaso el mar o el monstruo marino,
para que me pongas bajo vigilancia?
13Cuando pienso que en mi lecho hallaré consuelo
o encontraré alivio a mi queja,
14aun allí me infundes miedo en mis sueños;
¡me aterras con visiones!
15¡Preferiría que me estrangularan
a seguir viviendo en este cuerpo!
16Tengo en poco mi vida; no quiero vivir para siempre.
¡Déjame en paz, que mi vida no tiene sentido!
17»¿Qué es el hombre a quien das tanta importancia,
que tanta atención le concedes,
18que cada mañana examinas
y a toda hora lo pones a prueba?
19Aparta de mí la mirada;
¡déjame al menos tragar saliva!
20Si he pecado, ¿en qué te afecta,
vigilante de los mortales?
¿Por qué te ensañas conmigo?
¿Acaso te soy una carga?7:20 ¿Acaso te soy una carga? (LXX, mss. hebreos y una tradición rabínica); Me he vuelto una carga para mí mismo (TM).
21¿Por qué no me perdonas mis pecados?
¿Por qué no pasas por alto mi maldad?
Un poco más y yaceré en el polvo;
me buscarás, pero habré dejado de existir».
Jobs spørgsmål til Gud
1„Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
2Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
3Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
4Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
5Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
6Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
7Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
8Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
9Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
11Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
12Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
13Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
14skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
15Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
