Yeremia 2 – AKCB & BPH

Akuapem Twi Contemporary Bible

Yeremia 2:1-37

Israel Pa Onyankopɔn Akyi

1Awurade asɛm baa me so: 2“Kɔpae mu ka ma Yerusalem nte:

“ ‘Mekae sɛnea wode wo ho maa me wo mmabun bere mu,

sɛnea wodɔɔ me wɔ wʼayeforo bere mu

na wudii mʼakyi wɔ sare so,

asase a wonnuaa hwee wɔ so no.

3Na Israel yɛ kronkron ma Awurade,

ne twabere mu aduankan;

wɔn a wodii nʼani no wobuu wɔn fɔ,

na amanehunu baa wɔn so,’ ”

sɛnea Awurade, se ni.

4Muntie Awurade asɛm, mo Yakob asefo,

mo Israel mmusuakuw nyinaa.

5Eyi ne nea Awurade se:

“Mfomso bɛn na mo agyanom huu wɔ me ho a

ɛma wɔtwee wɔn ho kɔɔ akyirikyiri sɛɛ?

Wodii ahoni a wɔn so nni mfaso akyi,

maa wɔn ankasa bɛyɛɛ ahuhufo.

6Wɔammisa se, ‘Ɛhe na Awurade wɔ?

Nea oyii yɛn fii Misraim

na ɔde yɛn faa sare wosee so,

nweatam ne abonabon asase

a awo na ayɛ owubon no.

Asase a obiara mfa so na obiara nte so no.’

7Mede mo beduaa asasebere so

sɛ munni so nnuaba ne ɛso nnepa.

Nanso mubeguu mʼasase ho fi,

na moyɛɛ mʼagyapade akyiwade.

8Asɔfo no ammisa se,

‘Ɛhe na Awurade wɔ?’

Wɔn a wɔde mmara yɛ adwuma no anhwehwɛ me;

ntuanofo sɔre tiaa me.

Adiyifo no de Baal hyɛɛ nkɔm,

na wodii ahoni huhuw akyi.

9“Ɛno nti, merebɔ mo kwaadu bio,”

nea Awurade se ni.

“Na mɛbɔ mo mma mma kwaadu.

10Muntwa nkɔ Kitim mpoano nkɔhwɛ,

monsoma nkɔ Kedar nkɔhwehwɛ mu yiye;

monhwɛ sɛ biribi a ɛte sɛɛ asi wɔ hɔ:

11Ɔman bi asesa wɔn anyame pɛn ana?

Nso wɔnnyɛ anyame mpo.

Nanso me nkurɔfo de wɔn anuonyam

asesa ahoni huhuw.

12Mo ɔsorosoro, momma mo ho nnwiriw mo wɔ eyi ho,

na mo ho nwosow wɔ akomatu mu,”

nea Awurade se ni.

13“Me nkurɔfo ayɛ bɔne ahorow abien:

Wɔapa me,

me a meyɛ nkwa asubura no,

na wɔatutu wɔn ankasa mmura amoa,

mmura a apaapae a entumi nkora nsu.

14Israel yɛ akoa anaa ɔsomfo fi awo mu ana?

Adɛn nti na wayɛ asade yi?

15Gyata abobɔ mu;

wɔaworo so akyerɛ no.

Wɔama nʼasase ada mpan;

wɔahyehyew ne nkurow ayɛ no amamfo.

16Afei Memfis ne Tapanhes mmarima

ayi wo ti so nwi.

17Ɛnyɛ wo na woama eyi aba wo so

sɛ wopaa Awurade wo Nyankopɔn akyi,

wɔ bere a ɔrekyerɛ wo kwan no?

18Afei adɛn nti na wokɔ Misraim

kɔnom Sihor mu nsu?

Na adɛn nti na wokɔ Asiria

kɔnom Asubɔnten no mu nsu?

19Wo amumɔyɛ bɛtwe wʼaso;

wo nsanakyi bɛka wʼanim.

Enti dwene ho na hu sɛ,

sɛ wopa Awurade wo Nyankopɔn akyi

na woannya ne ho suro a,

ɛyɛ bɔne ne ɔyaw ma wo.”

Awurade, Asafo Awurade na ose.

20“Tete mmere no, wububuu wo konnua mu,

na wotetew wo nkɔnsɔnkɔnsɔn mu;

na wokae se, ‘Merensom wo!’

Ampa, wɔ koko biara so

ne dua biara a adennan ase

na wotena bɔɔ aguaman.

21Miduaa wo sɛ bobe ankasa

a efi bobe a ase ye pa ara mu.

Na ɛyɛɛ dɛn na wodan wʼakyi kyerɛɛ me

bɛyɛɛ bobe a anyin asɛe wɔ wura mu yi?

22Sɛ wode soda

ne samina bebree guare mpo a,

wʼafɔdi nkekae da so wɔ mʼanim ara,”

sɛnea Otumfo Awurade se ni.

23“Ɛbɛyɛ dɛn na woaka se, ‘Me ho nguu fi ɛ;

minnii Baalnom akyi ɛ’?

Hwɛ sɛnea woyɛɛ wo ho wɔ obon no mu;

dwene nea woayɛ no ho.

Woyɛ yomabere hoɔharefo

a wutu mmirika kɔ ha ba ha,

24wura mu afurum a nweatam so tena akokwaw no,

ohuahua bere a ɔpɛ sɛ onini hyia no.

Sɛ nʼakɔnnɔ no ano yɛ den a hena na obesianka no?

Anini biara a wɔtaa no no nhaw wɔn ho bebree;

edu bere a ɛsɛ sɛ wohyia no a wobenya no.

25Ntu mmirika nkosi sɛ wʼanan ase bɛyɛ kwaterekwa,

na wo mene mu bɛyow.

Nanso wokae se, ‘So nni mfaso!

Mepɛ ananafo anyame,

na ɛsɛ sɛ midi wɔn akyi.’

26“Sɛnea wɔkyere ɔkorɔmfo a wogu nʼanim ase no,

saa na wɔagu Israelfi anim ase,

wɔn ankasa, wɔn ahemfo ne wɔn adwumayɛfo,

wɔn asɔfo ne wɔn adiyifo.

27Wɔka kyerɛ dua se, ‘Woyɛ mʼagya,’

ne ɔbo se, ‘Wo na wowoo me.’

Wɔadan wɔn akyi akyerɛ me

na ɛnyɛ wɔn anim;

nanso sɛ amanehunu bi ba wɔn so a, wɔka se,

‘Bra begye yɛn!’

28Anyame a moyɛ maa mo ho no wɔ he?

Momma wɔmmra sɛ wobetumi agye mo

bere a mowɔ amanehunu mu!

Efisɛ mowɔ anyame bebree

te sɛ nea mowɔ nkurow bebree no, Yuda.

29“Adɛn nti na mobɔ me sobo?

Mo nyinaa ayɛ dɔm atia me,”

Awurade na ose.

30“Metwee mo nkurɔfo aso kwa;

wɔamfa me nteɛso.

Wʼafoa akunkum wʼadiyifo

te sɛ gyata a nʼani abere.

31“Mo nnɛmmafo, munnwen Awurade asɛm ho:

“Mayɛ sɛ, nweatam ama Israel ana?

Anaasɛ asase a so aduru sum kabii ana?

Adɛn nti na me nkurɔfo ka se, ‘Yɛwɔ ho kwan sɛ yekyinkyin;

yɛremma wo nkyɛn bio.’

32Ɔbabun werɛ fi ne mpempranne,

ayeforo werɛ befi nʼahyehyɛde ana?

Nanso me nkurɔfo werɛ afi me

nna a wontumi nkan.

33Hwɛ nyansa a mowɔ de pɛ mo adɔfo!

Mmea a wɔnsɛ hwee koraa tumi sua mo akwan.

34Mo adurade mu wɔ

ahiafo a wodi bem mogya,

nanso moankyere wɔn sɛ wɔrebubu akɔ mu.

Eyinom nyinaa akyi

35woka se, ‘Midi bem;

ne bo mfuw me.’

Nanso mebu wo atɛn

efisɛ woka se, ‘Menyɛɛ bɔne biara ɛ.’

36Adɛn nti na wukyinkyin sɛɛ,

sesa wʼakwan?

Misraim bedi wo huammɔ

sɛnea Asiria yɛe no.

37Afei wubefi saa beae hɔ

a wo nsa gu wo ti so.

Efisɛ Awurade apo wɔn a wode wo ho too wɔn so no;

wɔremmoa wo.

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 2:1-37

Israel har vendt sig fra Gud

1Herren sagde til mig, 2at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab:

„Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken. 3Dengang tilhørte du mig alene, ligesom førstegrøden af høsten, og jeg sendte min straf over alle, som ville gøre dig fortræd.”

4Hør godt efter, alle Israels slægter og familier. 5Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme. 6Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned? 7Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab. 8Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Ba’al og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem. 9Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.

10-11Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder. 12Hvilken himmelråbende dumhed. 13To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand. 14Israels folk var ikke bestemt til at leve i trældom. Hvorfor tror I, de blev ført bort som slaver?

15Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage. 16Egyptiske hære fra Memfis og Takpankes har slået jer til jorden, Israels folk. 17Det er straffen, som rammer jer, fordi I har svigtet mig, selv om jeg ønskede at lede jer og vise jer den rette vej.

18Hvad får I ud af at søge hjælp hos egypterne? Hvad hjælper det at gå i forbund med assyrerne? 19Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig—siger Herren, den Almægtige. 20Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.

21Det var en ædel vinsort, jeg plantede i landet. Hvordan kunne I blive til en vildvin med sure og elendige druer? 22Selv den kraftigste sæbe kan ikke rense jeres synder væk. 23Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Ba’al? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal.2,23 Ordret: „Se på jeres vej i dalen.” Det er en hentydning til Hinnoms dal, som var center for den værste afgudsdyrkelse med menneskeofringer, jf. 2.Krøn. 28,3 og 33,6; Jer. 32,35. I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel. 24I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv. 25Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’

26-27Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer. 28Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda. 29Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig. 30Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.

31Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig? 32Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.

33Hvor er I blevet gode til at finde nye elskere! Selv en erfaren luder kunne lære noget af jer. 34Jeres hænder er røde af blod fra uskyldige og forsvarsløse mennesker, som ikke havde begået nogen forbrydelse. 35Alligevel siger I: ‚Vi har ikke gjort noget forkert. Gud kan da ikke være vred på os.’ Men jeg vil straffe jer strengt, fordi I påstår, at I ikke har syndet.

36I har så travlt med at søge hjælp hos alle andre end mig. Men jeres venner i Egypten vil svigte jer, ligesom I blev svigtet af assyrerne. 37I fortvivlelse vil I skjule ansigtet i hænderne, for jeg, Herren, vil sørge for, at ingen hjælp når frem fra dem, I sætter jeres lid til.”