Israel Nkae No
1Afei mibisa se, Onyankopɔn atow ne man akyene ana? Dabi da. Mʼankasa meyɛ Israelni na meyɛ Abraham aseni a mifi Benyamin abusua mu. 2Onyankopɔn ampo ne nkurɔfo a oyii wɔn mfiase no. Munim nea Kyerɛwsɛm no ka fa Elia ho sɛnea ɔkasa tiaa Israelfo wɔ Onyankopɔn anim se, 3“Awurade, wɔakum wʼadiyifo na wɔadwiriw wʼafɔremuka, na me nko na maka a wɔpɛ sɛ wokum me.” 4Mmuae bɛn na Onyankopɔn de maa no? Onyankopɔn kae se, “Mewɔ nnipa mpem ason a wɔnsom ɔbosom Baal.” 5Saa ara nso na ɛte nnɛ. Nnipa kakraa bi wɔ hɔ a Onyankopɔn nam ne dom so ayi wɔn. 6Yi a wayi wɔn no gyina nʼadom so na ɛnyɛ wɔn nnwuma so. Na sɛ Onyankopɔn yi a oyi nnipa no gyina wɔn nnwuma so a, ɛno de na adom no nyɛ adom turodoo.
7Ɛno de na ɛne dɛn? Nea Israelfo tiw akyi hwehwɛe no, wɔn nsa anka, na mmom kakraa a Onyankopɔn ayi wɔn no de, wɔn nsa kae. Wɔn a wɔaka no pirim wɔn koma 8sɛnea Kyerɛwsɛm no ka se,
“Onyankopɔn maa wɔn honhom a ɛyɛ bɔtee,
ani a ɛmma wonhu ade
aso a ɛmma wɔnte asɛm,
de besi nnɛ.”
9Na Dawid ka se,
“Ma wɔn didipon a esi wɔn anim nyi wɔn sɛ afiri
na wɔnhwehwe ase na wɔntwe wɔn aso!
10Ma wɔn ani so nyɛ wɔn kusuu na wɔanhu ade;
na wɔn akyi nkuntun afebɔɔ.”
11Afei mibisa se, bere a Yudafo yɛɛ bɔne no, ɛde wɔn kɔɔ ɔsɛe mu ana? Dabi! Amanamanmufo nam Yudafo no bɔne a wɔyɛɛ no so nyaa nkwagye. Eyi maa Yudafo no twee wɔn ho ninkunu. 12Yudafo no bɔne a wɔyɛɛ no de nnepa brɛɛ wiase na wɔn honhom mu hia a wodii no nso de ahonya brɛɛ amanamanmufo. Na ɛba sɛ Yudafo no mu bebree bɛka wɔn ho a nhyira mmoroso bɛn na ɛremma?
13Afei merekasa akyerɛ mo amanamanmufo: Esiane sɛ meyɛ amanamanmufo ɔsomafo nti, mehoahoa me ho wɔ adwuma a wɔde ahyɛ me nsa no ho. 14Sɛ ebetumi a, mɛma wɔn a wɔyɛ me nuanom Yudafo no kɔn adɔ nea mo amanamanmufo nsa aka yi bi, na wɔnam so agye wɔn mu bi nkwa. 15Na sɛ wɔn po a wɔpoo wɔn no ama Onyankopɔn ne wiasefo aka abɔ mu a, ɛno de sɛ Onyankopɔn twe wɔn bata ne ho a ɛbɛyɛ dɛn? Ɛbɛyɛ nkwa ama awufo. 16Sɛ wɔde brodo sin ma Onyankopɔn a, ɛno de, na ne mu nyinaa yɛ ne dea. Saa ara nso na sɛ dua no ntin yɛ kronkron a, ne mman no nyinaa nso yɛ kronkron.
17Wɔapenpan ngodua a wɔahyɛ da adua no mman no bi agu, na wɔde ngodua a wɔanhyɛ da annua no mman abɛhyɛ nʼanan mu. Mo amanamanmufo no te sɛ ngodua a wɔanhyɛ da annua, nanso afei de, mo ne Yudafo no nyinaa nya Onyankopɔn dom a wɔde adom wɔn no pɛ. 18Nanso monhwɛ yiye na moanhoahoa mo ho sɛ wɔde mo asi mman a wɔapenpan no anan mu. Monkae sɛ moyɛ mman kɛkɛ, na monyɛ ntin. 19Na mobɛka se, “Eye, wobubuu mman no sɛ wɔmfa me nsi wɔn anan mu.” 20Yiw, nanso monkae sɛ wɔpenpan saa mman a ɛyɛ Yudafo no, efisɛ wɔannye Onyankopɔn anni, na mugye di nti na mowɔ hɔ. Mommma mo ho so, na mmom munsuro nea ebetumi asi. 21Na sɛ Onyankopɔn amfa Yudafo a wɔte sɛ ngodua pa mman no bɔne ankyɛ wɔn a, mususuw sɛ ɔde mo bɔne bɛkyɛ mo ana?
22Enti monhwɛ Onyankopɔn ayamye ne ne denyɛ. Ɔyɛ den wɔ wɔn a wɔyɛɛ asoɔden no so, nanso ne yam ye ma mo wɔ bere a mode mo ho ato nʼayamye so. Na sɛ moamfa mo ho anto no so a, saa ara na wɔbɛpenpan mo. 23Na sɛ Yudafo no gye di bio a, Onyankopɔn bɛsan de wɔn ayɛ dua no mman bio. Obetumi ayɛ saa. 24Na sɛ Onyankopɔn pɛɛ sɛ ɔde mo a moyɛ wuram ngodua mman bɛfam dua papa a ɔno ankasa adua ho de, anka ɛmfa ɔkwan mu a, ɛno de, ɔbɛpɛ no mmoroso sɛ ɔde Yudafo no bɛfam dua a ɛyɛ wɔn ankasa de no ho.
Onyankopɔn Ahummɔbɔ Wɔ Hɔ Ma Obiara
25Me nuanom, ahintasɛm bi wɔ hɔ a mepɛ sɛ mote ase, sɛnea monnyɛ ahantan na monhoahoa mo ho. Yudafo no mu bi apirim wɔn koma, nanso sɛ amanamanmufo no nyinaa dan ba Kristo nkyɛn a ɛto betwa. 26Enti Israelfo nyinaa benya nkwagye. Mokae nea adiyifo no kaa wɔ eyi ho?
“Agyenkwa no befi Sion aba,
na obeyi amumɔyɛsɛm nyinaa afi Yakob asefo mu.
27Na medi apam a mene wɔn ayɛ no so
na mapepa wɔn bɔne.”
28Yudafo no bebree ayɛ Asɛmpa no atamfo. Na mo, amanamanmufo anya so mfaso, efisɛ Onyankopɔn de nʼakyɛde no ama mo. Nanso Yudafo yɛ ne man a wapaw wɔn ara, esiane bɔ a wahyɛ wɔn nenanom nti, 29efisɛ wɔrennan Onyankopɔn akyɛde ne ne frɛ no ani. 30Na mo amanamanmufo de, bere a atwam no mu, moyɛɛ asoɔden tiaa Onyankopɔn, nanso Yudafo no poo nʼahummɔbɔ no nti Onyankopɔn huu mo mmɔbɔ mmom. 31Saa ara nso na esiane adom a moanya no nti, mprempren, Yudafo no nso ayɛ asoɔden atia Onyankopɔn. Nanso nna bi akyi no wɔn nso benya Onyankopɔn adom no. 32Onyankopɔn aka nnipa nyinaa ahyɛ wɔn asoɔden ase sɛnea ɔbɛyɛ adom ama obiara.
Awiei
33Ao Onyankopɔn ahonya ne nyansa ne nimdeɛ bun a mu dɔ!
Hena na obetumi ahu nʼatemmu mu pɛɛpɛe,
na wahu nea nʼakwan nenam.
34“Hena na onim Awurade adwene
anaasɛ hena na ɔyɛ ne fotufo?”
35“Hena na wama Onyankopɔn biribi kan
a ɛsɛ sɛ Onyankopɔn tua no so ka?”
36Efisɛ ade nyinaa fi ne mu na ɛba, na ɛnam ne so na ɛba, na ɛbɛsan akɔ ne nkyɛn bio.
Ɔno na anuonyam wɔ no daa daa. Amen.
Flertallet faldt, en rest kom med
1Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. 2Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? 3„Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”11,3 1.Kong. 19,10. 4Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”11,4 1.Kong. 19,18. 5Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. 6Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.
7-8Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”11,7-8 Frit efter Es. 29,10 og 5.Mos. 29,3. 9Og David siger:
„Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10Gør det sort for deres øjne,
så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”11,10 Citat fra Sl. 69,23-24 i Septuaginta (LXX).
Guds plan for jøderne
11Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.
16Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,11,16 Med dette jødiske billede tænker Paulus på Abraham som roden, der var acceptabel for Gud, og alle, som har den samme tro som Abraham, er derfor ligeledes acceptable for Gud. og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.11,17 Oliventræet er et billede på troen. De afbrækkede grene er et billede på de vantro jøder, og de indpodede grene er et billede på de ikke-jøder, som kom til tro på Kristus. Da roden er et billede på Abraham, er den saft, der kommer fra roden, et billede på den tro og tillid, som Abraham havde. 18Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. 19Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” 20Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. 21Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. 22Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. 23Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. 24Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?
25Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. 26Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:
„Befrieren vil komme fra Zion
og fjerne genstridigheden fra Israels folk.
27Det her er min pagt med dem:
Jeg vil udslette deres synder.”11,27 Es. 59,20-21 og 27,9 frit citeret efter LXX. Se også Åb. 14,1.
28Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. 29For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. 30I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. 31På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. 32Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.
33Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.
34„Hvem har indsigt i Herrens tanker?
Hvem kan være hans rådgiver?”11,34 Es. 40,13, citeret efter LXX.
35„Hvem giver nye rigdomme til Gud?
Står Gud i gæld til noget menneske?”11,35 Muligvis en hentydning til Job 35,7 eller 41,3.
36I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.
