Dwom 39
Dawid dwom.
1Mekae se, “Mɛhwɛ mʼakwan yiye
na mamfa me tɛkrɛma anyɛ bɔne;
mɛto mʼano nnareka
bere a amumɔyɛfo bɛn me yi.
2Enti meyɛɛ komm
a manka asɛm papa biara mpo
nanso mʼapinisi mu yɛɛ den.
3Me koma ho guan no wɔ me mu.
Midwinnwen no, ogya dɛwee;
afei mede me tɛkrɛma kasae se:
4“Awurade, ma minhu me nkwa awiei
ne me nna dodow;
ma minhu sɛnea me nkwa si twa mu ntɛm so.
5Woayɛ me nna sɛ nsateaa baako pɛ;
na me mfe dodow nyɛ hwee wɔ wʼani so.
Onipa nkwa yɛ ɔhome bi kɛkɛ.
6Onipa redi akɔneaba nyinaa no, ɔte sɛ sunsuma bi kwa;
ɔhaw ne ho nanso ɔyɛ kwa;
ɔboa ahonya ano na onnim nea ɛbɛyɛ ne de.
7“Afei Awurade, dɛn na merehwehwɛ?
Mʼanidaso wɔ wo mu.
8Gye me fi me bɔne nyinaa mu;
mma mennyɛ nkwaseafo aserewde.
9Meyɛɛ komm, na mammue mʼano,
efisɛ wo na woayɛ eyi.
10Yi wʼasotwe fi me so;
wo nsa ano amanehunu amene me.
11Woka nnipa anim, na wotwe wɔn aso wɔ wɔn bɔne ho;
wosɛe wɔn ahonya te sɛ nwewee;
onipa biara yɛ ɔhome kɛkɛ.
12“Awurade, tie me mpaebɔ,
tie me sufrɛ;
nsiw wʼaso wɔ me su ho.
Me ne wo te hɔ sɛ ɔnanani,
sɛnea na mʼagyanom nyinaa te no.
13Yi wʼani fi me so na manya nkwa bio,
ansa na mafi ha a mente ase bio.”
Et råb om hjælp i lidelse
1Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
