Onipa Ne Onyankopɔn Nhyehyɛe
1Nnome nka wɔn a wɔfa amumɔyɛ ho adwene,
wɔn a wɔbɔ pɔw bɔne wɔ wɔn mpa so!
Wɔsɔre anɔpa kodi dwuma no,
efisɛ wɔwɔ tumi sɛ wɔyɛ.
2Wɔn ani bere mfuw, na wogye.
Na afi nso wɔfa.
Wɔde nyansakorɔn gye nkurɔfo afi,
na wɔn agyapade nso wogye.
3Enti, sɛnea Awurade se ni,
“Meredwene amanehunu a etia saa nkurɔfo yi ho
na worentumi nyi wo ho mfi mu.
Worentumi nnantew ahantan so bio,
efisɛ ɛbɛyɛ bere bɔne.
4Saa da no, nnipa bɛserew mo.
Wɔde saa awerɛhow dwom yi
bedi mo ho fɛw se:
‘wɔasɛe yɛn koraa;
wɔakyekyɛ me nkurɔfo ahode mu.
Ogye fi me nsam!
Na ɔde yɛn mfuw ma akɔnkɔnsafo.’ ”
5Enti morennya obi wɔ
Awurade asafo mu
a ɔde ntontobɔ bɛkyɛ asase no.
Atoro Adiyifo
6“Monnhyɛ nkɔm,” saa na wɔn nkɔmhyɛfo no ka.
“Monnhyɛ saa nneɛma yi ho nkɔm;
animguase rento yɛn.”
7Mo Yakobfi, so wɔnka se,
“Awurade Honhom nni boasetɔ ana?
Ɔyɛ nneɛma a ɛte sɛɛ ana?
“Ne nsɛm nyɛ nea nʼakwan teɛ
no yiye ana?
8Akyiri no me nkurɔfo asɔre
te sɛ ɔtamfo.
Moworɔw ntade pa fi
wɔn a wɔretwa mu a ɛmfa mo ho,
ma wɔyɛ te sɛ asraafo a wofi akono.
9Mopam mmea a wɔwɔ me nkurɔfo mu
fi wɔn afi afɛɛfɛ mu.
Mugye me nhyira
fi wɔn mma nsam afebɔɔ.
10Sɔre, fi ha kɔ!
Ha nyɛ faako a wɔhome,
efisɛ ho agu fi,
Wɔasɛe no, na ɛrenyɛ yiye bio.
11Sɛ ɔtorofo ne ɔdaadaafo ba bɛka se,
‘Mɛhyɛ nkɔm ama moanya nsa bebree a’
ɔbɛyɛ odiyifo a saa nkurɔfo yi pɛ.”
Ogye Ho Bɔhyɛ
12“Mɛboaboa mo nyinaa ano Yakob;
nokware mɛka Israel nkae no nyinaa abɔ mu.
Mɛka wɔn abɔ mu te sɛ nguan a wogu nguannan mu,
te sɛ nguankuw a wɔwɔ adidibea;
nnipa bɛhyɛ beae hɔ manyamanya.
13Nea obue ɔkwan no bedi wɔn anim;
wobebu apon no na wɔafi akɔ.
Wɔn Hene no bɛsen adi wɔn anim,
Awurade bɛyɛ wɔn ti.”
Straffen for undertrykkelse
1Ve jer, der misbruger jeres magt
og undertrykker de svage.
Om natten udtænker I onde planer
og fører dem ud i livet, så snart det bliver lyst.
2I begærer jeres nabos hus og marker
og overtager dem uden at have skrupler.
I tilraner jer andre folks ejendom,
som er gået i arv fra deres forfædre.
3Derfor siger jeg, Herren:
„Også jeg har udtænkt en plan
som straf for al jeres ondskab.
Jeg vil lægge et tungt åg på jeres skuldre,
og så er det jer, der kommer ned med nakken.”
4Når det sker, vil jeres fjender håne jer
ved at synge en klagesang for jer:
„Åh, vi er helt knust,
for Guds folk har mistet sit land.
Herren har selv taget det fra os
og delt det ud til ugudelige folkeslag.”
5I, der har undertrykt andre,
får ikke arvelod blandt Guds folk.
6„Hold op med dine dommedagsprædikener,” siger folk.
„Det kunne Gud da aldrig få sig selv til at gøre!”
7Har Herren ikke været tålmodig med jer, Israels folk?
Er det hans skyld, at han bliver nødt til at straffe jer?
For de, der gør det gode,
er det godt at høre profetens ord.
8Herren siger: „I, som er mit folk,
er nu blevet mine fjender.
I kræver den fattiges kappe som betaling for et lån
og river tøjet af folk, der går fredeligt på gaden.
9I smider enker ud af deres hjem
og fratager faderløse børn deres værdighed.
10I har gjort landet urent med jeres synd,
derfor kommer ulykken over jer.
I bliver sendt bort fra det land, jeg gav jer,
et land, hvor der skulle være ro og fred.
11For I vil kun høre på løgneprofeter,
der lover jer fest og glade dage.
Et løfte om genoprettelse
12Engang vil jeg kalde Israels folk sammen,
for jeg vil samle den tiloversblevne rest.
Jeg vil lede dem som en mægtig fåreflok
på vej til en frodig græsmark.
Der bliver et mylder af glade mennesker.
13Jeg nedbryder fangenskabets port
og fører mit folk hjem til deres eget land.
Kongen selv går foran dem,
Herren vil lede dem hjem.”
