Babilonia, Onyankopɔn Atemmu Afoa
1Awurade asɛm baa me nkyɛn se 2“Onipa ba, fa wʼani kyerɛ Yerusalem na kasa tia kronkronbea no. Hyɛ nkɔm tia Israel asase 3na ka kyerɛ no se: ‘Sɛɛ na Awurade se: Me ne wo anya. Mɛtwe mʼafoa afi ne boha mu de ayi atreneefo ne amumɔyɛfo afi mo mu. 4Esiane sɛ merebeyi atreneefo ne amumɔyɛfo afi mo mu nti, mʼafoa befi ne boha mu atia obiara, fi anafo fam kosi atifi fam. 5Afei nnipa nyinaa behu sɛ me Awurade matwe mʼafoa afi ne boha mu na ɛrensan bio.’
6“Enti si apini, onipa ba! Fa koma a abubu ne awerɛhow a ano yɛ den si apini wɔ wɔn anim. 7Na sɛ wobisa wo se, ‘Adɛn nti na woresi apini a?’ Wobɛka se, ‘Ɛyɛ asɛm a ɛreba no nti. Koma biara bɛbotow na nsa biara mu agugow, honhom biara bɛtɔ beraw na kotodwe biara bɛpopo.’ Ɛreba, ɔkwan biara so ɛbɛba, Otumfo Awurade asɛm ni.”
8Awurade asɛm baa me nkyɛn se, 9“Onipa ba, hyɛ nkɔm na ka se, ‘sɛɛ na Awurade se:
“ ‘Afoa bi, afoa bi,
wɔasew ano, atwiw ho,
10wɔasew ano ama akunkumakunkum no,
wɔatwiw ho ma etwa yerɛw yerɛw sɛ anyinam!
“ ‘Ɛsɛ sɛ yɛsɛpɛw yɛn ho wɔ me babarima Yuda ahempema ho ana? Afoa no mfa pema biara a ɛte saa no nyɛ hwee.
11“ ‘Wɔayi afoa no asi hɔ sɛ wontwitwiw ho,
sɛ wɔmfa nsa nkura mu;
wɔasew ano, atwiw ho,
ayɛ no krado ama owudifo no.
12Su na twa adwo, onipa ba,
efisɛ etia me nkurɔfo;
etia Israel mmapɔmma nyinaa.
Wɔagyaa wɔn ama afoa no
aka me nkurɔfo ho.
Enti fa wo nsa gu wo ti so.
13“ ‘Sɔhwɛ bɛba ampa ara. Na sɛ Yuda ahempema a afoa no mfa no nyɛ hwee no nni hɔ a dɛn na wɔbɛyɛ? Otumfo Awurade asɛm ni.’
14“Enti onipa ba, hyɛ nkɔm
na bɔ wo nsam.
Ma afoa no ntwitwa mprenu,
mpo mprɛnsa.
Ɛyɛ akunkumakunkum afoa,
akunkumakunkum kɛse no afoa,
a ɛba wɔn so fi afanan nyinaa.
15Ɛbɛma koma nyinaa abotow
na atɔfo adɔɔso,
mede akunkumakunkum afoa no asisi
wɔn apon nyinaa ano.
Hwɛ! Wɔatono no sɛ entwa yerɛw yerɛw sɛ anyinam,
wɔaso mu ama akunkumakunkum.
16Wo afoa, twa kɔ nifa,
na twa kɔ benkum,
nea wo dade bɛfa biara.
17Me nso, mɛbɔ me nsam,
na mʼabufuwhyew ano bedwo
Me Awurade na makasa no.”
18Awurade asɛm baa me nkyɛn se: 19“Onipa ba, bɔ akwan abien na Babiloniahene afoa no mfa so, na ne abien no nyinaa mfi ase wɔ ɔman koro mu. Fa akwankyerɛde si nkwanta a ɛman kɔ kuropɔn no mu no so. 20Bɔ ɔkwan baako a afoa no bɛfa so ako atia Amonfo Raba ne baako nso a ebetia Yuda ne Yerusalem a wɔabɔ ho ban no. 21Na Babiloniahene begyina akwan abien no nkwanta so ahwehwɛ nkɔmhyɛ, ɔde agyan bɛbɔ ntonto, akɔ abisa wɔ nʼahoni nkyɛn, na wahwɛ mmrɛbo mu. 22Ne nsa nifa mu na ntonto a ɛbɛbɔ Yerusalem no bɛkɔ, na hɔ na wɔbɛhyehyɛ oburuw adwennini, de ama okum kɛse no. Afei wɔde osebɔ bɛma oburuw nnua no so apempem apon no, wɔbɛyɛ mpempe na wɔasisi pampim. 23Ɛbɛyɛ sɛ atoro nkɔm ama wɔn a wɔne no ayɛ apam, nanso ɔbɛkaakae wɔn afɔdi na wafa wɔn nnommum.
24“Enti sɛɛ na Otumfo Awurade se: ‘Esiane sɛ mo saa nkurɔfo yi nam mo atuatew so akae me mo afɔdi, de ada mo bɔne a moyɛ nyinaa adi, sɛ moayɛ eyi nti, wɔbɛfa mo nnommum.
25“ ‘Wo ɔkɔntɔnkye ne Israel hene ba otirimɔdenfo a wo da adu, wo a wʼasotwe bere adu ne mpɔmpɔnso, 26sɛɛ na Otumfo Awurade se: Tu abotiri no, yi ahenkyɛw no. Ɛrenyɛ sɛnea na ɛte kan no: Wɔbɛma nea abrɛ ase no so; nea ama ne ho so nso, wɔabrɛ no ase. 27Ɔsɛe! Ɔsɛe! Mɛyɛ no ɔsɛe! Ɛrensi ne dedaw mu bio kosi sɛ ɔbɛba nea ɛyɛ ne de no nkyɛn, ɔno na mede bɛma no.’
28“Na wo, onipa ba, hyɛ nkɔm ka se, ‘Sɛɛ na Otumfo Awurade ka fa Amonfo ne wɔn ahohorabɔ ho:
“ ‘Afoa bi, afoa bi,
wɔatwe ama akunkumakunkum,
wɔatwiw ho sɛ enni nam
na ɛmpa yerɛw yerɛw sɛ anyinam!
29Atoro anisoadehu
ne nkontompo nkonyaa a ɛfa wo ho akyi no
wɔde bɛto wɔn kɔn mu
amumɔyɛfo a ɛsɛ sɛ wokum wɔn no,
wɔn a wɔn da no adu so,
ne wɔn a wɔn asotwe bere
adu ne mpɔmpɔnso no.
30“ ‘San fa afoa no hyɛ ne boha mu
wɔ faako a wɔbɔɔ wo hɔ
wɔ wo nananom asase so,
mebu wo atɛn.
31Mehwie mʼabufuwhyew agu wo so
na mahome mʼabufuw a ɛyɛ hu atia wo;
Mede wo bɛhyɛ mmarima atirimɔdenfo nsa,
wɔn a wɔwɔ adesɛe ho nyansa.
32Wobɛyɛ nnyansin ama ogya,
wɔbɛka wo mogya agu wɔ wʼasase so,
na wɔrenkae wo bio;
me Awurade na makasa.’ ”
Dom over et land mod syd
1Herren sagde til mig: 2„Du menneske, vend dig mod syd og profetér imod sydlandets skov af mennesker. 3Profetér imod dem og sig: Hør Herrens ord: Jeg vil antænde en brand iblandt jer, så både de grønne og de udtørrede træer21,3 Et „grønt træ” er billede på et retskaffent menneske, og et „udtørret træ” er billede på et ondt menneske. „Ild” er her symbol på Guds straf. bliver fortæret af ilden. Ilden kan ikke slukkes, og hele landet bliver berørt, fra syd til nord. 4Alle vil kunne se, at det er mig, Herren, som har sendt ilden, og den kan ikke slukkes.”
5„Åh, Herre, min Gud,” udbrød jeg. „Folk beklager sig over, at jeg altid taler i gåder.”
Profeti om Nebukadnezars angreb på Juda
6Herren sagde til mig: 7„Du menneske, vend dig imod Jerusalem og profetér imod Israel og imod templet. 8Sig til Israels folk: Hør, hvad Herren siger: Nu angriber jeg jer. Jeg trækker mit sværd og udrydder både de retskafne og de onde. 9Jeg skåner ingen, men svinger sværdet mod alle fra syd til nord for at straffe mit folk. 10Da vil alle forstå, at det er mig, Herren, der har trukket sværdet, og jeg stikker det ikke tilbage i skeden.
11Du menneske, i folkets påhør skal du sukke af sorg med sønderknust hjerte. 12Og når de spørger dig, hvorfor du sørger, skal du svare: ‚Fordi Herren har givet mig dårlige nyheder om noget, der snart vil ske. Når det går i opfyldelse, vil alle tabe modet og ryste af skræk. Ja, ulykken er på vej! Det sker snart, siger Herren!’ ”
13Herren sagde til mig: 14-16„Sig til dem: Sværdet er pudset, så det blinker i lyset. Det er slebet skarpt og klar til at dræbe. Mit folks konge giver ingen glæde, og sværdet vil hugge alle ned.21,14-16 Teksten er uklar, også i v. 18. „Sværdet” står for den babyloniske hær. Nu er sværdet parat til at slagte. Det lægges i bøddelens hænder. 17Begynd at sukke og jamre, du menneske, for sværdet er rettet mod mit folk, og alle Israels ledere bliver slået ned. Vis bare din store fortvivlelse. 18Mit folk bliver hårdt prøvet, og det er slut med Judas kongerige, for sværdet rammer alle, siger Herren. 19Profetér, du menneske, og slå hænderne sammen som tegn på start. Sværdet vil slå til igen og igen. Det er et dræbende sværd, og mange vil miste livet. 20Folk vil blive grebet af rædsel, for ved hver eneste port er der et draget sværd, der blinker i lyset. 21Du sværd, hug ned til højre og venstre, hvor du end kommer frem. 22Nu er tiden inde, og jeg udøser min vrede over jer. Jeg, Herren, har talt.”
23Herren sagde til mig: 24-25„Du menneske, tegn et landkort og markér de to ruter, som Babylons konges sværd kan følge, den ene mod Jerusalem i Juda, og den anden mod ammonitternes hovedstad Rabba. Tegn et vejskilt dér, hvor vejen fra Babylon deler sig i to i retning af de to byer. 26Dér standser Babylons konge og tager varsler for at se, hvor han først skal tage hen. Han ryster pilene ud på jorden, rådspørger sine guder og undersøger offerdyrets lever. 27Resultatet peger på Jerusalem. Så begynder han sin belejring af byen. Rambukkene bliver gjort klar uden for portene, man bygger angrebsramper, kaster volde op mod murene og venter på kampråbet. 28Jerusalems indbyggere tror, det er en fejltagelse. De har jo indgået en pagt med Babylons konge. Men han minder dem om deres oprør og tager dem til fange på grund af deres synd.
29Gud Herren siger: Fordi I fortsatte med at synde åbenlyst, og alle jeres handlinger afslører jeres ondskab, skal I nu føres i eksil.
30Og du kong Zidkija, Israels ugudelige leder, nu er tiden inde, hvor du må tage din straf. 31Tag din kongekrone af, siger Herren, for dit herredømme er forbi. Nu får de svage oprejsning, og de stolte blive kastet i støvet. 32Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.21,32 Sandsynligvis en henvisning til 1.Mos. 49,10, som er en messiansk profeti.
33Du menneske, profetér også imod ammonitterne, som har hånet mit folk.
Hør, hvad jeg har at sige til dem: Sværdet er pudset og slebet, klar til at dræbe. Det blinker i lyset. 34Mens jeres seere fortæller jer om deres falske syner, og sandsigerne spår jer løgn, skal sværdet, når tiden er inde, ramme jer lige så hårdt som alle andre syndere. 35I kan godt opgive kampen med det samme, for I bliver slået i jeres eget land. 36Jeg vil udgyde min vrede over jer som en ild, der fortærer jer. Jeg overgiver jer i voldsmænds hænder, folk, der er trænede i at dræbe og ødelægge. 37I bliver tilintetgjort i flammerne, og jeres blod vil blive udgydt over hele landet. Ingen vil herefter huske jer. Jeg, Herren, har talt.”
