1Nka akwakoraa anim, na mmom hyɛ no nkuran sɛnea wobɛyɛ ama wʼagya. Sɛnea wobɛyɛ wo nuabarima no saa ara na fa yɛ mmabun, 2yɛ mmea mpanyimfo sɛ wo nanom, na mmabaa nso, fa wɔn sɛ wo nuabeanom wɔ kronkronyɛ mu.
3Ma wʼani nku mmea akunafo a wonni ahwɛfo ho. 4Sɛ okunafo bi wɔ mma anaa nananom a, nea edi kan no ɛsɛ sɛ wɔfa nyamesom pa so de som wɔn abusua de tua wɔn awofo ne wɔn nenanom ka, efisɛ sɛ wɔyɛ saa a na ɛsɔ Onyankopɔn ani. 5Ɔbea a ɔyɛ okunafo ampa ara no a onni obi a ɔhwɛ no no de nʼanidaso nyinaa ahyɛ Onyankopɔn mu, enti ɔkɔ so bɔ mpae srɛ ne mmoa anadwo ne awia. 6Nanso sɛ okunafo bi de ne ho ma wiase a, na ɔyɛ teaseawu. 7Ka saa mmara yi kyerɛ wɔn na obi annya wo ho mfomso. 8Na sɛ obi nhwɛ ne fifo, ne titiriw no, ɔno ara nʼabusuafo a, na wabu ne gyidi so. Sɛ ɛba saa a, ɔyɛ onipa bɔne sen nea onnye nni no.
9Mfa okunafo biara a onni mmoroo mfe aduosia no din nka akunafo din ho. Asɛm a ɛka ho ne sɛ, ɛsɛ sɛ ɔyɛ obi a wadi ne kunu nokware, 10na afei wagye din wɔ nneyɛe pa ho. Ɛsɛ sɛ ɔyɛ ɔbea a watetew ne mma yiye na ogyee ahɔho wɔ ne fi na ɔhohoroo Awurade nkurɔfo anan ase na ɔboaa ahokyerefo na ɔde ne ho maa nnwuma pa ahorow nyinaa.
11Mfa akunafo nkumaa no din nka wɔn ho. Efisɛ sɛ ɛba sɛ wɔpɛ sɛ wɔsan ware a, wɔtew wɔn ho fi Kristo ho 12na ɛma wodi fɔ sɛ wɔabu wɔn bɔhyɛ a edi kan no so. 13Ɛno akyi, wɔsɛe wɔn bere kɔ afi mu na nea enye koraa ne sɛ wodi nseku yɛ pɛrepɛre, ka nsɛm a anka ɛnsɛ sɛ wɔka. 14Enti me pɛ ne sɛ, akunafo nkumaa no bɛware, awo mma na wɔahwɛ wɔn afi sɛnea ɛbɛyɛ a atamfo nnya wɔn ho kwan nka nsɛm ntia wɔn. 15Akunafo bi de wɔn ho ama ɔbonsam dedaw.
16Sɛ ɔbea gyidini bi wɔ akunafo wɔ nʼabusua mu a, ɛsɛ sɛ ɔhwɛ wɔn yiye na wɔamfa adesoa bi ammɛto asafo no so na asafo no atumi ahwɛ akunafo a aka wɔn nko no.
Wɔnhwɛ Asɛmpaka Yiye
17Mpanyimfo a wɔhwɛ asafo no so yiye no, ɛsɛ sɛ wodwen wɔn ho na wɔde nidi mmɔho ma wɔn; ne titiriw no wɔn a wɔka asɛm no na wɔsan kyerɛkyerɛ nso. 18Efisɛ Kyerɛwsɛm no ka se, “Nkyekyere nantwi a osiw aburow no ano!” Bio, “Odwumayɛni akatua fata no!” 19Ntie asɛmmɔne a obi ka to ɔpanyin bi so no, gye sɛ nnansefo baanu anaa baasa de saa asɛm no bɛto wʼanim. 20Wɔn a wɔyɛ bɔne nyinaa no, ka wɔn anim wɔ bagua mu na abɔ afoforo hu. 21Migyina Onyankopɔn ne Kristo Yesu ne abɔfo kronkron anim ka se, di saa mmara a mahyɛ wo yi nyinaa so a nhwɛanim biara nni mu.
22Ntutu mmirika mfa wo nsa ngu obi so wɔ Awurade dwumadi no mu. Twe wo ho fi bɔne a afoforo yɛ ho. Yɛ kronn.
23Nnom nsu nko ara, na mmom wo yafunu ne wo yare a wotaa yare nti, ɛyɛ a nom bobesa kakraa bi.
24Nnipa bi bɔne a wɔyɛ no da adi pefee na saa bɔne no di wɔn anim de wɔn kɔ atemmu mu, nanso afoforo bi wɔ hɔ a wɔn bɔne da adi akyiri no. 25Saa ara nso na nneyɛe payɛ no da adi pefee. Na nea ɛnna adi pefee no mpo ntumi nhintaw.
Om at vejlede andre med respekt
1-2Du må ikke tale hårdt til en ældre mand, men vejled ham med respekt, som var han din egen far. Vejled de yngre mænd, som var det dine egne brødre, og de ældre kvinder, som var det din egen mor. De unge piger skal du omgås med anstændighed og respekt, som var det dine søstre.
Om at tage ansvar for familien og menighedens ansvar for enkerne
3Hvis en enke ingen børn har, der kan tage sig af hende, bør menigheden træde til og hjælpe.5,3 Mere ordret: „Du skal ære de enker, der står alene.” Ordet for „ære” på græsk kan også bruges om en pengeydelse, jf. ordet „honorar”, afledt af det latinske honorare (vise ære). Meningen klargøres senere i afsnittet. 4Men hvis hun har børn eller børnebørn, må det være dem, der skal lære at vise gudsfrygt ved at tage sig af deres egne familiemedlemmer. På den måde viser de deres taknemmelighed for, hvad deres forældre eller bedsteforældre har givet dem. Det er en handlemåde, som Gud værdsætter. 5Menigheden bør altså tage sig af de enker, som står alene i verden, som har sat alt deres håb til Gud, og som nu lever i bøn og påkaldelse dag og nat. 6Men enker, der kun lever for at møde deres egne behov, er derimod som levende døde. 7Giv menigheden de her anvisninger, så der ikke er noget at udsætte på dem. 8De, der ikke vil sørge for deres egne slægtninge og især deres nærmeste familie, har fornægtet troen og er værre end de vantro.
9En enke, der ønsker at tjene Gud og få sit underhold fra menigheden, skal være mindst 60 år gammel, og hun skal have vist trofasthed i sit ægteskab.5,9 Ordret står der: „én mands kone”, jf. 3,2. 10Hun skal være kendt for sin gode livsførelse. Har hun taget sig godt af sine børn? Har hun vist gæstfrihed? Har hun vist tjenersind overfor de kristne? Har hun hjulpet mennesker, som var i nød? Har hun på alle måder søgt at gøre det rette?
11Yngre enker skal menigheden ikke forsørge, for når deres lyst til giftermål kommer i vejen for deres indvielse til Kristus, vil de giftes. 12Derved svigter de deres løfte om hengivenhed til Kristus alene. 13Hvis de yngre enker ikke har noget at bestille, går de på besøg i det ene hus efter det andet og begynder at løbe med sladder og blande sig i andre folks sager. 14Derfor er mit råd, at det er bedre for de unge enker at gifte sig igen og passe børn og hjem. Ellers kan Fjenden let føre dem på afveje. 15Der er allerede nogle, der har vendt sig fra troen for at følge Satan.
16Altså, hvis en troende mand eller kvinde5,16 En del håndskrifter har blot: „Hvis en troende kvinde…” har et familiemedlem, som er blevet enke, skal de tage sig af hende. Hun må ikke blive en byrde for menigheden, for den har nok at gøre med at hjælpe de enker, der ikke har nogen til at forsørge sig.
Om at ære menighedens ledere
17Dem, der er gode ledere i menigheden, bør I vise dobbelt ære,5,17 Ordet for „ære” kan som før nævnt også henvise til en pengeydelse. Måske tænkes der med „dobbelt ære” på både respekt og god betaling. især dem, der slider med forkyndelse og undervisning. 18I Skriften hedder det: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den trækker tærskeslæden.” Og et andet sted tales der om, at en arbejder er sin løn værd.5,18 Jf. 5.Mos. 25,4 og 4.Mos. 18,31. Det sidste er ikke et direkte citat fra GT. 19Hør ikke på klager over en leder i menigheden, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte dem. 20Hvis han virkelig har forsyndet sig, bør du irettesætte ham, mens menigheden hører på det, så det kan virke afskrækkende på de andre. 21Med Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle som vidner pålægger jeg dig alvorligt at følge de her anvisninger uden at dømme nogen på forhånd og uden at bøje retten.
22Vær ikke for hurtig til ved håndspålæggelse at indsætte nogen til en tjeneste i menigheden, og lad dig ikke drage med i andres frafald. Hold dig selv fri af al synd. 23(Og drik ikke længere kun vand, men tag lidt vin for din maves skyld, og fordi du så ofte er syg.) 24Nogle menneskers synder kan man tydeligt se her og nu, mens andre menneskers synder først afsløres ved den endelige dom. 25På samme måde er det med gode gerninger. Nogle er tydelige for enhver, mens andre ikke kommer for dagen før til sidst.
