Bɔne A Adam Yɛe Ne Akyi Asɛm
1Na ɔwɔ yɛ ɔdaadaafo wɔ wuram mmoadoma a Awurade Nyankopɔn abɔ wɔn no nyinaa mu. Ɔwɔ no kɔɔ ɔbea no nkyɛn kobisaa no se, “Enti ɛyɛ ampa ara sɛ, Onyankopɔn se, ‘Munnni turo yi mu aduaba biara?’ ”
2Ɔbea no buaa ɔwɔ se, “Yetumi di nnua a ɛwɔ turo yi mu no so aduaba biara, 3nanso Onyankopɔn kae se, ‘Ɛnsɛ sɛ yedi dua a esi turo no mfimfini no so aduaba, na ɛnsɛ sɛ yɛde yɛn nsa mpo ka, anyɛ saa a yebewu.’ ”
4Na ɔwɔ no ka kyerɛɛ ɔbea no se, “Morenwuwu. 5Mmom, Onyankopɔn nim sɛ, da a mubedi no ara pɛ, mo ani bɛba mo ho so, ama moayɛ sɛ Onyankopɔn, na moahu papa ne bɔne.”
6Bere a ɔbea no huu sɛ dua a esi mfimfini no so aba no wodi a, ɛbɛyɛ yie, na ɛyɛ akɔnnɔ, na afei ɛtew ani no, ɔtew bi dii, de bi maa ne kunu a na ɔne no wɔ hɔ no, maa ɔno nso dii. 7Wodi wiee no, wɔn baanu ani baa wɔn ho so, na wohuu sɛ wɔn nyinaa da adagyaw. Enti wɔkekaa nhaban sisii anim, de kataa wɔn adagyaw so.
8Da no anwummere, wɔtee Awurade Nyankopɔn nka sɛ ɔnam turo no mu; enti Adam ne ne yere Hawa de wɔn ho kosiee nnua a ɛwɔ turo mu hɔ no mu sɛnea Awurade Nyankopɔn renhu wɔn. 9Na Awurade Nyankopɔn frɛɛ Adam bisaa no se, “Mowɔ he?”
10Adam buae se, “Metee wo nka wɔ turo no mu hɔ, nanso na misuro, efisɛ na meda adagyaw nti mekɔtɛwee.”
11Na Onyankopɔn bisaa no se, “Hena na ɔka kyerɛɛ wo se na woda adagyaw? Woadi dua a meka kyerɛɛ wo se nni so aba no bi ana?”
12Adam kae se, “Yiw, nanso ɔbea no a wode no maa me sɛ me ne no ntena no na ɔde aduaba a ɔtew fii dua no so no brɛɛ me maa midii.”
13Enti Awurade Nyankopɔn bisaa ɔbea no se, “Dɛn na woayɛ yi?”
Ɔbea no buae se, “Ɔwɔ no na ɔdaadaa me ma midii.”
14Enti Awurade Nyankopɔn ka kyerɛɛ ɔwɔ no se, “Esiane saa ade a woayɛ yi nti,
“Wɔadome wo wɔ mmoa
nyinaa ne nkekaboa mu.
Wobɛwea wʼafuru so,
na wo nkwanna
nyinaa woadi mfutuma.
15Mede ɔtan bɛto
wo ne ɔbea no
ne wʼasefo ne nʼasefo ntam.
Ɔno na ɔbɛbɔ wo ti,
na wo nso woaka ne nantin.”
16Afei, Awurade Nyankopɔn ka kyerɛɛ ɔbea no nso se,
“Wobɛte ɔyaw pa ara wɔ wʼawo mu;
ɔyaw mu na wobɛwo mma.
Eyi nyinaa akyi no,
wʼani begyina wo kunu na obedi wo so.”
17Onyankopɔn ka kyerɛɛ Adam nso se, “Esiane sɛ wutiee wo yere asɛm, na wudii dua a mehyɛɛ wo se, ‘nni so aba no’ nti,
“Madome asase,
na ɔbrɛ ne ɔhaw mu na wubedidi so
wo nkwanna nyinaa.
18Ebefifi nsɔe ne nkyɛkyerɛ
ama wo na woadi wuram nhaban.
19Wubesiam wʼanim fifiri
ansa na woanya aduan adi,
kosi sɛ wubewu akɔ dɔte mu,
efisɛ dɔte no mu na menwen wo fii;
woyɛ dɔte,
na dɔte mu na wobɛsan akɔ.”
20Adam too ne yere no din Hawa, efisɛ ɔno na ɔbɛyɛ ateasefo nyinaa na.
21Awurade Nyankopɔn de aboa nhoma yɛɛ ntade maa Adam ne ne yere Hawa de kataa wɔn ho. 22Awurade Nyankopɔn kae se, “Afei, onipa no abɛyɛ sɛ yɛn ara a, wahu papa ne bɔne. Ɛnsɛ sɛ yɛma no kwan na ɔteɛ ne nsa kɔtew nkwa dua no so aba no bi di, na ɔtena ase afebɔɔ.” 23Enti Awurade Nyankopɔn pam no fii Eden turo no mu sɛ ɔnkɔyɛ adwuma wɔ asase a wɔnwenee no fii mu no so. 24Ɔpam onipa no, ɔde Kerubim ne afoa a ɛdɛw twaa ne ho fa baabiara no sii Eden turo no apuei fam sɛ ɛnwɛn ɔkwan a ɛkɔ nkwa dua no ho no.
Hvordan menneskets ulydighed begynder
1Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” 2„Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!” svarede kvinden. 3„Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” 4„I dør da ikke,” hvislede slangen. 5„Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”
6Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den. 7Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.
8Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. 9Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” 10Adam svarede: „Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.” 11„Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” 12„Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, „og så spiste jeg.”
13Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.”
Konsekvensen af ulydighed
14Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! 15Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom.3,15 Det hebraiske ord for „afkom” kan forstås enten som hele slægten eller som en enkelt efterkommer. Det er sikkert en profetisk hentydning til den frelser, der engang skulle komme—Messias. Jf. 1.Mos. 22,18. Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”
16Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over3,16 Eller: „Du vil længes efter”. Mere ordret: „Du vil række ud efter”. Fortolkningen i teksten bygger på, at den samme konstruktion på hebraisk findes i 1.Mos. 4,7. din mand, men du skal underordne dig under ham.3,16 Mere ordret: „han skal regere over dig.” En anden mulig oversættelse er: „du vil søge at få magten over ham, men han er ansvarlig for dig/er sat over dig.””
17Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. 18Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler. 19Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”
20Adam kaldte sin kone Eva3,20 Navnet Eva på hebraisk minder om et ord, der betyder „livgiver”., for hun blev hele menneskeslægtens mor. 21Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.
22Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” 23Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. 24Han drev dem ud og satte keruber3,24 Keruber er engle, der ofte fungerer som vagtposter. I modsætning til andre engle har de vinger. øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.
