Onyankopɔn Hyɛ Abraham Ne Sara Awo Ho Bɔ
1Awia ketee bi a Abraham te ne ntamadan a ɛwɔ Mamrɛ odum kwae kwan ano no, Awurade yii ne ho adi bio kyerɛɛ no. 2Abraham maa nʼani so no, ohuu sɛ mmarima baasa bi apue ne ntentenso. Ohuu wɔn no, otuu mmirika fii ne ntamadan no kwan ano kohyiaa wɔn, kotow wɔn.
3Abraham kae se, “Me wura, sɛ manya adom wɔ wʼanim a, ntwa me a meyɛ wʼakoa ho nkɔ. 4Momma wɔmfa nsu bi mmrɛ mo nhohoro mo anan ase, na monhome wɔ nnua yi ase kakra. 5Moaba mo akoa nkyɛn yi, momma mempɛ aduan kakra bi mma monka mo ano, na munnya ahoɔden nkɔ mo kwan.”
Nnipa no penee so kae se, “Eye, yɛ nea wopɛ sɛ woyɛ.”
6Enti Abraham de ahoɔhare kɔɔ ne yere Sara nkyɛn wɔ ntamadan no mu, kɔka kyerɛɛ no se, “Ka wo ho fa asikresiam pa susukoraa abiɛsa, na fɔtɔw na fa to brodo.”
7Afei, Abraham yɛɛ ntɛm kɔɔ nʼanantwibuw no mu, kɔkyeree nantwi ba a oye na wadɔ srade de no maa ne somfo ma ɔde ahoɔhare yɛɛ ne ho adwuma. 8Afei, ɔfaa nufusu ani srade ne nufusu ne nantwi ba a ɔde anoa aduan no, de too nnipa baasa no pon. Bere a nnipa no gu so redidi no, na ogyina wɔn nkyɛn wɔ nnua no ase.
9Nnipa no bisaa Abraham se, “Wo yere Sara wɔ he?”
Abraham buaa wɔn se, “Ɔwɔ ntamadan no mu.”
10Afei, Awurade kae se, “Nea ɛbɛyɛ biara, afe sesɛɛ mɛba wo nkyɛn, na mɛba no na wo yere Sara awo ɔbabarima.”
Saa bere no, na Sara gyina ntamadan no pon akyi, retie nkɔmmɔ no. 11Na Abraham ne Sara nyinaa anyinyin yiye a wɔn mfe akɔ anim koraa nti, na Sara awo apa ho. 12Sara tee asɛm no, ɔserew ne tirim, kae se, “Manya awie aberewabɔ, na me kunu nso abɔ akwakoraa yi, ɛbɛyɛ dɛn na manya saa anigyede yi?”
13Enti Awurade bisaa Abraham se, “Adɛn nti na Sara serew bisae se, ‘Ampa ara sɛ manyin adu sɛɛ yi, metumi awo ba ana?’ 14Biribi boro Awurade ahoɔden so sɛ ɔbɛyɛ? Afe sesɛɛ a mɛsan aba sɛnea mahyɛ wo ho bɔ no, na wo yere Sara awo ɔbabarima.”
15Na Sara suro nti, otwaa atoro se, “Manserew.”
Nanso Onyankopɔn kae se, “Ɛyɛ nokware turodoo sɛ woserewee.”
Abraham Di Ma Sodom
16Mmarima no kraa sɛ wɔrekɔ no, wɔde wɔn ani kyerɛɛ Sodom. Abraham kogyaa wɔn kwan. 17Afei, Awurade kae se, “Ade a mabɔ me tirim sɛ mɛyɛ no memfa nsie Abraham ana? 18Ɛyɛ nokware turodoo sɛ Abraham bɛyɛ ɔman kɛse a ɛwɔ tumi. Na ɛnam Abraham so na wobehyira amanaman a ɛwɔ asase so nyinaa. 19Efisɛ mapaw Abraham sɛ ɔbɛkyerɛkyerɛ ne mma ne ne fifo Awurade kwan. Na wɔayɛ ade pa ne ade trenee a ɛsɔ Awurade ani. Sɛnea ɛbɛyɛ a Awurade bɔ a ɔhyɛɛ Abraham no bɛba mu.”
20Afei, Awurade kae se, “Mate nnebɔne a ɛyɛ duru a ɛrekɔ so wɔ Sodom ne Gomora no. 21Mɛkɔ hɔ akɔhwɛ sɛ, nea wɔyɛ no yɛ bɔne a ɛyɛ duru sɛnea mate no ana. Sɛ ɛnte saa nso a, mehu.”
22Na mmarima baasa no mu baanu dan wɔn ani kyerɛɛ Sodom. Nanso Abraham de, na ɔda so gyina Awurade anim. 23Na Abraham twiw bɛn Onyankopɔn bisaa no se, “Wobɛsɛe nnipa trenee ne nnipa bɔnefo nyinaa afra ana? 24Na sɛ nnipa trenee aduonum wɔ kurow no mu a, wobɛsɛe kurow no a worenhwɛ saa nnipa trenee aduonum no ho nnyae kurow no sɛe ana? 25Ɛmpare wo sɛ wobɛyɛ saa, sɛ wubekum nnipa trenee ne nnipa bɔnefo afra, de asotwe koro no ara bɛma nnipa trenee ne nnipa bɔnefo. Ɛmpare wo! Nea obu asase nyinaa atɛn no remmu atɛntrenee ana?”
26Na Awurade kae se, “Sɛ mihu nnipa trenee aduonum wɔ Sodom kurow no mu a, wɔn nti merensɛe kurow no.”
27Na Abraham bisae se, “Afei, me a meyɛ nsõ ne dɔte a mensɛ hwee, nanso masi me bo ne Awurade akasa yi, 28sɛ ɛba sɛ nnipa trenee no dodow yɛ aduanan anum nso ɛ? Esiane saa nnipa anum a wɔafi nnipa trenee aduonum no so ama aka nnipa trenee aduanan anum no nti, wobɛsɛe kurow mu no nyinaa ana?”
Onyankopɔn buae se, “Sɛ mihu nnipa trenee aduanan anum wɔ kurow no mu a, merensɛe no.”
29Abraham toaa nʼadebisa no so se, “Sɛ ɛba sɛ, nnipa trenee aduanan pɛ na wɔwɔ kurow no mu ɛ?”
Na Awurade buaa Abraham se, “Nnipa trenee aduanan no nti, merensɛe kurow no.”
30Abraham kɔɔ so srɛɛ bio se, “Mesrɛ wo, Awurade, mma wo bo mfuw me, ma menkasa. Sɛ ɛba sɛ nnipa trenee aduasa na wɔwɔ kurow no mu nso ɛ?”
Awurade buae se, “Sɛ mihu nnipa trenee aduasa a, merensɛe kurow no.”
31Afei, Abraham bisae se, “Masi me bo ne Awurade akasa yi, ɛba sɛ nnipa trenee aduonu pɛ na wɔwɔ kurow no mu ɛ?”
Onyankopɔn buae se, “Saa nnipa trenee aduonu no nti, merensɛe kurow no.”
32Abraham kɔɔ so bisae se, “Awurade, mma wo bo mfuw me; ma mimmisa mʼasɛm baako pɛ a etwa to. Sɛ ɛba sɛ, nnipa trenee du na wɔwɔ kurow no mu nso ɛ?”
Awurade buae se, “Saa nnipa trenee du no nti, merensɛe kurow no.”
33Bere a Awurade ne Abraham kasa wiee no, ogyaw Abraham hɔ kɔe. Abraham nso san kɔɔ nʼatenae.
Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn
1Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
3„Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
6Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9„Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Abraham går i forbøn for Sodoma
16Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
26Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
27Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
29„Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
30„Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
31„Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
32Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
33Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
