Hoseasʼ Bog 8:1-14, Hoseasʼ Bog 9:1-17 BPH

Hoseasʼ Bog 8:1-14

Gud agter at straffe Israel

Herren siger: „Blæs alarm! Som en ørn svæver fjenden over mit folk klar til angreb, fordi de brød min pagt og overtrådte mine befalinger. De kalder mig deres Gud og hævder at kende mig, men de har vraget det gode. Derfor vil fjenden forfølge dem. De valgte sig konger og ledere uden at spørge mig til råds. De lavede sig guder af sølv og guld, og det blev deres undergang.

Min vrede gløder imod Samarias folk på grund af deres afskyelige guldkalv. Hvor længe vil I fremture i jeres synder? Afguden blev formet af en håndværker fra Israel. Der er intet guddommeligt ved den. Den skal snart slås i stumper og stykker.

I sår en vind og høster en storm!8,7 Vinden er symbol på frugtesløse menneskelige anstrengelser, stormen på Guds straf. Jeres korn giver ingen aks og derfor intet mel. Og hvis det gjorde, ville de fremmede kaste sig over det. Snart kaster fjenderne sig over Israel og fører dem til et fremmed land, hvor de vil blive betragtet som et potteskår uden værdi. Israel er som et vildæsel, der vandrer rundt på egen hånd. De tog til Assyrien for at købe sig venner. Men ikke desto mindre vil min straf ramme dem. Snart bliver de undertrykt af en mægtig konge.

Israel byggede et utal af altre, som skulle fjerne deres skyld, men ved at bruge dem blev deres skyld blot større. Selv om alle mine befalinger til dem er skrevet ned, står de som fremmede over for dem. De elsker slagtofre, at slagte og at spise offerkød, men jeg kan ikke acceptere deres ofre. Jeg glemmer ikke deres onde handlinger, men straffer dem for deres synd og sender dem i fangenskab, ligesom da de var i Egypten.

Israel byggede paladser, og Juda befæstede sine byer, men de glemte deres Skaber. Derfor sætter jeg ild til deres byer og brænder paladserne ned til grunden.”

Read More of Hoseasʼ Bog 8

Hoseasʼ Bog 9:1-17

Hoseas forklarer baggrunden for Israels straf

Israels folk, hold op med jeres høstfester. I må ikke holde larmende fester og ofre til afguderne på tærskepladserne for at få en god høst eller takke for høsten, sådan som de andre folkeslag gør. I har forladt jeres Gud for at give jer hen til en afgud og tage imod hans gaver. Men jeres tærskepladser og vinperser vil ikke give tilstrækkeligt med korn og druesaft.

I får ikke lov at blive i det land, Herren gav jer. Efraim skal igen i fangenskab som dengang i Egypten, og I kommer til at spise uren mad i Assyrien. Dér kan I hverken bringe slagtofre eller drikofre til Herren, for de ville ikke være ham til behag. Al den mad, I spiser dér, vil være uren som ved en begravelse. I kan godt spise det, men det kan ikke bruges som et offer til Herren. Hvordan vil I da fejre Herrens højtider og festdage?

Nogle af dem, der undslipper, vil flygte til Egypten og blive begravet ved Memfis. Jeres tidligere huse med deres sølvskatte bliver overgroet med tjørn og tidsel. Straffens og gengældelsens dag er nær, og Israel vil erkende det. I håner mig og siger: „Profeten er en tåbe. Manden, der har Guds Ånd, er blevet gal!” Men jeres fjendtlighed skyldes jeres mange synder. Som profet står jeg ved min Guds side og ser fremtiden for Efraim. Men folk sætter fælder for mig hele tiden, og jeg møder fjendskab fra Guds eget folk. Folket er sunket lige så dybt som ved massakren i Gibea. Men Gud ser deres ondskab, og han vil straffe dem for deres synder.

Konsekvensen af synd og oprør

Herren siger: „Da jeg først mødte jeres forfædre, var det som at finde vindruer i ørkenen. Jeg glædede mig over dem, som man glæder sig over de allerførste figener på træet. Men da de så kom til Ba’al Peor, begyndte de at dyrke den afskyelige afgud Ba’al og blev efterhånden selv lige så afskyelige. Derfor forsvinder Israels herlighed som en fugl, der flyver væk. I vil opleve, at jeres børn dør ved fødslen eller før, ja mange kan slet ikke få børn. Selv hvis jeres børn bliver voksne, vil mange af dem miste livet. Det bliver frygteligt for jer, når jeg vender jer ryggen. Jeg så Efraim for mig som en palme,9,13 Meningen er omstridt. plantet i frugtbar jord, men snart bliver han tvunget til at føre sine egne børn i døden.”

Herre, hvad skal jeg bede dig gøre for dette folk? Jo, lad deres kvinder abortere eller deres bryster give for lidt mælk til at holde børnene i live!

Herren siger: „Jeg så al deres ondskab ved Gilgal. Dér begyndte jeg for alvor at få afsky for dem. På grund af deres onde handlinger vil jeg jage dem ud af mit land. Jeg kan ikke gøre mere for dem, for deres ledere er oprørske imod mig. Israel bliver ramt som et træ, hvor rødderne er tørret ind, så der ingen frugt kommer. Selv om de sætter børn i verden, dræber jeg deres dyrebare afkom.”

Min Gud forkaster sit folk, fordi de ikke vil lytte til ham og adlyde ham. De bliver flygtninge i et fremmed land.

Read More of Hoseasʼ Bog 9