2. Krønikebog 29:1-36, 2. Krønikebog 30:1-27, 2. Krønikebog 31:1 BPH

2. Krønikebog 29:1-36

Kong Hizkija af Juda genåbner templet

2.Kong. 18,2-3

Hizkija var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abija og var datter af Zekarja.

Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. Allerede i sit første regeringsår, i årets første måned, sørgede han for, at Herrens hus blev åbnet og indgangsdørene istandsat. Det første, han gjorde, var at indkalde de ledende præster og levitter til at mødes med ham på den åbne plads øst for templet. Så sagde han til dem:

„Hør godt efter, levitter! I skal begynde med at rense jer selv og derefter rense jeres forfædres Guds bolig. Alt det urene skal fjernes fra helligdommen. Vores forældre var troløse over for Herren. De gjorde, hvad der var ondt i hans øjne, og svigtede ham. De vendte ryggen til ham og lod templet forfalde. De slukkede lamperne og barrikaderede dørene til forhallen. De holdt op med at bringe brændofre og røgelsesofre til Israels Gud i helligdommen. Derfor ramte Herrens vrede Judas og Jerusalems indbyggere, så de blev undertrykt, mishandlet og hånet. I har selv set det. Vores fædre blev dræbt i krig, og vores sønner, døtre og koner er i fangenskab.

Men nu vil jeg genoprette vores pagt med Herren, Israels Gud, for at han ikke længere skal være vred på os. I levitter må ikke længere forsømme jeres pligter. Herren har jo udvalgt jer til at gå ind i helligdommen, til at tjene ham på folkets vegne og bringe ofre til ham.”

Det forslag syntes lederne godt om. Der var følgende levitter til stede ved mødet: Fra Kehats slægt: Mahat, søn af Amasaj, og Joel, søn af Azarja; fra Meraris slægt: Kish, søn af Abdi, og Azarja, søn af Jehallelel; fra Gershons slægt: Joa, søn af Zimma, og Eden, søn af Joa; fra Elitzafans slægt: Shimri og Jeuel; fra Asafs slægt: Zekarja og Mattanja; fra Hemans slægt: Jehiel og Shimi; fra Jedutuns slægt: Shemaja og Uzziel.

Disse ledere fik fat i de andre levitter, og de gennemgik alle de foreskrevne renselsesceremonier. Derefter gik de i gang med at rydde op i templet i overensstemmelse med kongens befaling, der byggede på Herrens ord. Præsterne gik ind i selve helligdommen og bar alt det, som var blevet vanhelliget, ud i forgården. Derefter fragtede levitterne det videre ud af byen til Kedrondalen. Udrensningsarbejdet påbegyndtes den første dag i årets første måned. Efter otte dage var de nået til forhallen, og der gik otte dage mere med at rydde selve templet. De blev færdige på den 16. dag i den første måned.

Derpå gik de op til kongen og sagde: „Vi har nu fuldført udrensningen. Vi har fjernet alt urent fra templet og sat brændofferalteret, bordet med de hellige brød og alle de tilhørende redskaber i stand. Alle de ting, som den troløse kong Ahaz vanhelligede, har vi renset og istandsat. De står nu foran brændofferalteret.”

Tidligt næste morgen samlede kong Hizkija byens ledende mænd og gik i spidsen for dem op til templet. Med sig havde de syv ungtyre, syv væddere og syv lam til brændofre, samt syv gedebukke til syndofre. De skulle være syndofre for alle de synder, kongerne, præsterne og hele Judas folk tidligere havde begået. Hizkija gav derpå præsterne ordre til at begynde ofringen af de dyr, der skulle være brændoffer. Præsterne slagtede ungtyrene og stænkede blodet på alteret, og det samme gjorde de med vædderne og lammene. Gedebukkene, der var beregnet til syndofre, blev ført frem for lederne og for kongen, der alle lagde hænderne på dem. Så slagtede præsterne dem og udgød blodet over alteret som et sonoffer for hele Israels folk. Kongen havde sagt, at brændofrene og syndofrene skulle gælde hele Israels folk.

Kongen opstillede levitterne i templet, for at de skulle spille på deres harper, lyrer og bækkener efter Davids forskrifter, og som Herren havde befalet gennem profeterne Gad og Natan. Levitterne stod så med de instrumenter, David havde indført, mens præsterne blæste i trompeterne. Derpå befalede kongen, at man lagde brændofrene på alteret og satte ild til. Samtidig begyndte lovsangen til Herren til akkompagnement af trompeter og de øvrige instrumenter. Hele forsamlingen tog del i tilbedelsen, som varede indtil alle ofrene var brændt. Derefter lagde kongen og de tilstedeværende sig på knæ i tilbedelse. Kongen og hans embedsmænd havde befalet levitterne at lovsynge Herren med kong Davids og profeten Asafs salmer. Det gjorde de med glæde, og bagefter knælede de også på jorden i tilbedelse.

„Nu har I alle indviet jer til at tjene Herren,” sagde kong Hizkija. „Så kan I komme hen til templet med jeres lovprisningsofre til slagtning.” Folk kom derefter med deres lovprisningsofre, og nogle bragte frivillige brændofre. I alt kom de med 70 okser, 100 væddere og 200 lam som brændofre. Derudover kom de med 600 okser og 3000 stykker småkvæg som gaver til præsterne og levitterne. Der var endnu ikke tilstrækkelig mange præster, der havde indviet sig, så de var for få til at klare alle offerdyrene. Levitterne måtte derfor træde til og hjælpe, for de havde vist sig mere villige end præsterne til at indvi sig. Foruden det store antal brændofre var der også mange drikofre og en stor mængde fedt fra takofrene.

På den måde blev ofringstjenesten i Herrens hus genoprettet. Kong Hizkija og hele folket glædede sig over alt det, Gud havde hjulpet dem med at udrette på så kort tid.

Read More of 2. Krønikebog 29

2. Krønikebog 30:1-27

Påskefejringen genindføres

Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel30,1 På dette tidspunkt er Nordriget opløst som selvstændig stat og underlagt assyrisk herredømme. En stor del af befolkningen blev ført i eksil, men der er stadig israelitter tilbage, især i Efraim og Manasses stammeområder. og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.

Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:

Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.

Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.

Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.

Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.

I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.

Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.

Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.

Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.

Read More of 2. Krønikebog 30

2. Krønikebog 31:1

Kong Hizkija tjente Herren af hele sit hjerte

Da festen var forbi, var der en stor gruppe af de israelitter, som var kommet til Jerusalem, der gik ud for at gøre op med afgudsdyrkelsen. De tog rundt til alle byerne i Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, hvor de fjernede alle afgudsaltrene, huggede Asherapælene om og nedrev afgudsofferhøjene. Først derefter gik de hjem til deres egne byer.

Read More of 2. Krønikebog 31